Ringsted by

Stine Michel udgiver nyt album for voksne

Visesangeriden Stine Michel, der er opvokset i Ringsted, barsler fredag med et nyt album.

Titlen på det nye album er “Blå time”, og i forbindelse med indspilningen har Stine Michel trukket på sine egne livserfaringer, der bl.a. tæller fødsler, ægteskab, tab af venner samt en søgen efter meningen med livet.

Stine Michel har i løbet af de sidste ti år udgivet en række plader. Hun har i samme periode modtaget flere priser. Således fik hun i 2008 prisen for Årets Bedste Visealbum ved Danish Music Awards. i 2016 modtog hun Carl Prisen i kategorien “Årets Komponist” inden for børnemusik. Hun blev her anerkendt for sine sange til teaterforestillingen “Lyset og Lykkens Edderkop”.

Børnemusik har i de seneste år haft Stine Michels primære interesse. Det nye album henvender sig dog til det voksne publikum. Hun er i øvrigt også i gang med at skrive en bog med titlen “Nanas Historie”. Bogen forventes udgivet i 2018.

Kommentarer