Stafet For Livet – 24 timers kamp mod kræften
Stafet For Livet i Ringsted bliver i år afholdt den 26.–27. august 2017 i Ringsted Lystanlæg. Det er et 24 timers arrangement, hvor formålet er at samle ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde ved at snøre skoene og gå en tur i den gode sags tjeneste.
Holdene er omdrejningspunktet for hele Stafet For Livet.
Stafetten afholdes på to baner, der sidste år målte henholdsvis 475 og 780 meter, og samtlige hold skal altid have minimum én deltager på en af banerne – døgnet rundt. Stafetten varer 24 timer som et symbol på, at kræften aldrig sover, og at kræftpatienter kæmper med sygdommen hele døgnet. Det er en holdstafet i eget tempo, der ikke handler om at komme først eller længst, så alle kan være med.
Holdene kan samle ekstra penge ind til den god sag ved at lave forskellige aktiviteter under stafetten eller ved at finde en rundesponsor, der for eksempel vil donere 1 krone for hver runde, deltagerne går. Der er mange muligheder, og alle idéer, der kan bidrage til at øge indsamlingen, hjælper i kampen mod kræft.
Alle tidligere eller nuværende kræftpatienter inviteres til at deltage i stafetten som Fightere. Fighterne vil være æresgæster, og med deres tilstedeværelse viser de håbet til alle berørt af kræft og symboliserer, at ingen står alene i kampen.
Fighterne åbner stafetten med en æresrunde, hvor de går forrest i gule bluser med balloner og solsikker i hænderne. Fighterne bliver efterfulgt af alle pårørende og deltagere i stafetten. Herefter er der et særskilt program til Fighterne.
Når mørket falder på, samles alle til en smuk lysceremoni, hvor der tændes lys i papirsposer, som er opstillet foran scenen. På poserne kan man skrive et navn eller en hilsen til en person, man gerne vil mindes, eller støtte en, der kæmper.
Under lysceremonien er holdstafetten suspenderet.
På scenen vil der løbende være underholdning bestående af et sammensurium af god musik, fest og dans, rytmik og diverse børneaktiviteter.
Kommentarer