Haraldsted

Stående succes på Haraldsted Sø

Ringsted Kajakklub (RIKA) har fået stor succes med en helt ny vandsportsaktivitet på Haraldsted Sø.

– Vi startede op med Stand Up Paddling som klubaktivitet her i maj måned og har også været med i kommunens Sommersjov-aktiviteter, fortæller klubbens formand Jan Christensen.

Stand Up Paddling minder lidt om et surfbræt, men er noget lettere at holde balancen på, forklarer han.

– Interessen for den nye aktivitet på Haraldsted Sø har været overvældende. Mere end 25 børn i alderen 9 til 13 år var med til sommerferieaktiviteterne på søen, og flere har også meldt sig ind i klubben efterfølgende,  siger Jan Christensen.
– Vi har anskaffet seks Stand Up Paddling boards til børn og voksne med hjælp fra bl.a. Friluftsrådet og Ringsted Kommune. Derudover har vi i forvejen en god bådpark med kajakker. Lige nu er vores helt store udfordring imidlertid at få etableret opbevaringsfaciliteter ved søen, forklarer formanden.
– Vores udstyr ligger knap 10 kilometer fra søen, så det er naturligvis meget ekstraarbejde for vores trænere, og det hæmmer aktiviteterne. Vi skal transportere alt frem og tilbage til søen ved hver eneste træning, forklarer klubformanden.
– Vi håber derfor, at Ringsted Kommune vil hjælpe med en permanent løsning meget snart, lyder det fra klubben, der har masser af medvind på vandet, men er noget udfordret til lands.

Kommentarer