Spændende aktiviteter på Ringsted Museum og Arkiv
Kom rundt om Ringsteds historie med Omvisning i Sct. Bendts Kirke, Fotoindsamling på Ringsted Arkiv, Byvandring om mindestene og statuer i Ringsted og Mølledag med åbent hus i Ringsted Vindmølle.
Den 13. juni kl. 17.00-18.00 viser middelalderarkæolog Martin Pavón rundt i Sct. Bendts Kirke, som er Skandinaviens ældste kirke af tegl. Den blev opført af Kong Valdemar den Store til ære for hans dræbte og helgenkårede far, Knud Lavard.
På omvisningen vækker vi kirkens historie til live med fortællinger om det ældste Ringsted og møntprægning på byens kongsgård i vikingetiden. Vi hører om Valdemar den Store og hans kirkebyggeri, om Knud Lavard, dronning Dagmar og de øvrige kongegrave og om kirkens kalkmalerier.
Køb billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk
Fotoindsamling på Ringsted Arkiv den 14. juni kl. 14.00-16.00
Med ca. 50.000 billeder i samlingen kunne man vel forvente, at Ringsted Museum og Arkiv var velforsynet. Der er dog stadig huller i samlingen, og især er der efterspørgsel på billeder af forretninger, enten af bygningen og vinduesfacaden eller af butikkens indretning med varer og disk.
Tag billederne med til arkivet, fortæl historien om forretningen på billedet og få det scannet. Både historie og det scannede billede bliver gemt til glæde for alle arkivets brugere. Der er altid gratis adgang på arkivet.
Byvandring den 15. juni kl. 18.30-20.00
Ringsted er rig på mindestene og statuer. Begge dele har en historie, som ikke altid fremgår af stedet. Hvem er personen og hvad er begivenheden bag mindesten og statue. Er de frembragt og opstillet som et resultat af en indsamling? Det er ofte tilfældet med mindestene for Genforeningen i 1920 og befrielsen i 1945, men også når det handler om mindestene for byens store personligheder.
På denne byvandring får vi historierne om de sten og statuer vi kommer forbi i byens centrum.
Mødested er Tingstenene på Torvet. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmsuem.billetexpressen.dk
Mølledag den 19. juni kl. 10.00-14.00
Dansk Mølledag er en landsdækkende begivenhed, der finder sted hvert år den 3. søndag i juni. Over 100 vind- og vandmøller er denne dag åbne for publikum.
Ringsted Vindmølle bidrager som sædvanligt med åbent hus, hvor Morten ”møller” er vært. Han driver møllen til dagligt og viser denne dag rundt og fortæller om, hvordan mekanikken fungerer.
Museets Børnehjørne er åbent, hvor man kan prøve kræfter med selv at grutte korn og male mel på en håndkværn.
Der er gratis adgang til Ringsted Vindmølle og Ringsted Museum denne dag.
Kommentarer