Ringsted by

Søger vidner efter mislykket røveriforsøg i Ringsted

En ukendt mand forsøgte mandag aften at røve en F24-tank i Ringsted. Politiet søger nu vidner.

Kort før klokken 20.30 mandag aften kom en mand ind på F24-tanken på Køgevej i Ringsted.

Her forsøgte han med en peberspray at true ekspedienten til at udlevere penge.

Det fortæller vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

– Han får ikke noget med, for ekspedienten vil ikke give ham det. Så mister han modet og løber derfra, siger han.

Politiet søger vidner

Politiet arbejder ud fra en teori, at manden efter røveriforsøget løb hen til en mulig sammensvoren og kørte derfra i retning mod Ringsted Centrum i en sort Chevrolet Spark.

– Men det er vi ikke helt sikre på endnu, siger Henrik Olesen.

Midt- og Vestsjællands Politi har sikret sig overvågningsbilleder i sagen, men har altså endnu ikke fundet gerningsmanden. Derfor hører de gerne fra vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med røveriforsøget.

Kommentarer