Socialt udsatte i Ringsted inviteret til julefrokost med mad lavet af gourmetkokke
Kirkens Korshær i Ringsted indbyder i samarbejde med Netto til julefrokost for socialt udsatte. Det sker den 27. december i Kirkens Korshærs lokaler i Sct. Knudsgade i Ringsted. Arrangementet er en del af i alt 12 frokoster fordelt over hele landet, som gøres muligt, fordi mere end 100 Nettobutikker har besluttet at donere overskudsmad til velgørende organisationer.
Der afholdes 12 frokoster landet over, hvor op mod 1.000 mennesker vil få serveret en stor buffet. Julefrokosterne arrangeres i fællesskab mellem frivillige hos Kirkens Korshær, FødevareBanken, Røde Kors Bornholm og Kofoeds Skole i København. En række af Danmarks dygtigste kokke, bl.a. Søren Gericke, Thomas Parry og Michael Miv Pedersen, vil forvandle det potentielle madspild til spændende måltider.
Juleaftensmorgen, den 24. december, vil Nettos velkendte gule lastbiler blive fyldt med overskudsmad fra Netto-butikker over hele landet. Overskudsmaden er alt den mad, der ikke vil kunne holde sig pga. julens mange helligdage, og de mange tons mad vil blive kørt ud til væresteder hos Kirkens Korshær, Røde Kors Bornholm og Kofoeds Skole. Her vil det potentielle madspild blive forvandlet til julefrokoster for socialt udsatte og trængte familier.
– Alle fortjener en god jul – og det håber vi, at vores maddonationer kan være et bidrag til. Derfor mener vi, at det er oplagt, at vi giver vores friske overskudsvarer til socialt udsatte, siger Brian Seemann Broe, Landedirektør hos Netto.
– Det gør mig virkelig stolt, at vi har langt over 100 medarbejdere, der sorterer madvarer på deres fridag juleaftensmorgen. Vores butikspersonale deltager både fordi, de gerne vil hjælpe med at nedbringe madspildet, og fordi de gerne vil hjælpe de socialt udsatte i deres nærområde. Det er tredje gang, at vi donerer mad i en højtid, og opbakningen har aldrig været større, uddyber Brian Seemann Broe.
Det er bl.a. kok, Søren Gericke, der skal være med til at lave maden hos Kirkens Korshær.
– Projektet giver bare rigtig god mening. Netto får gjort noget ved sit madspild – et problem vi alle burde tage mere seriøst – og vi gør noget for dem, som har brug for ekstra kærlighed i julen. Jeg skal gøre mit til, at vi får en god dag, der taler til hjertet og maven frem for hjernen,, siger Søren Gericke.
FødevareBanken, der til dagligt modtager fødevarer fra Netto og sikrer, at overskudsmad kommer andre til gode, hjælper med at rekruttere frivillige, som skal assistere kokkene med madlavningen på værestederne. Det forventes, at der i alt deltager over 250 frivillige i arrangementet, og op mod 1.000 vil blive bespist.
I løbet af november og december har Netto sat sig for at indsamle 250.000 måltider mad til socialt udsatte. Donationen af overskudsmad til Kirkens Korshær er en lille del af indsatsen.
Netto er den første dagligvarekæde, som har offentliggjort sine madspildstal, og kæden har en ambition om at reducere sit madspild med 50 procent inden 2030. I 2016 smed Netto 17.632 tons fødevarer ud, men i perioden fra 2014 til 2016 har Netto allerede reduceret sit madspild med 9,4 procent.
Kommentarer