Socialdemokratiet i Ringsted står uden for valgforbund
Som det eneste opstillede parti til kommunalvalget i Ringsted Kommune står Socialdemokratiet alene. Alle øvrige ni partier og lister har indgået valgforbund på kryds og tværs, men ingen har valgt at være forbundet med Socialdemokratiet. Det skriver DAGBLADET.
– Vi har før været i valgforbund med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Men vi var også alene sidste gang. Det er ærgerligt, for der er altid fordele i at være i valgforbund, siger Manne Suadicani, formand for S i Ringsted.
Partiet tabte et mandat ved valget for fire år siden.
– Det regnede jeg på bagefter. Hvis SF og EL havde været i forbund med os sidste gang, ville de have beholdt hver deres mandat, og vi ville have taget ét fra Venstre, siger Manne Suadicani.
SF og EL er gået i valgforbund sammen med De Radikale og Alternativet.
Det er en stemmetaktisk manøvre og ikke, fordi de to partier har noget imod Socialdemokratiet, siger De Radikales formand, Leo Hjort.
Derudover er Venstre og Dansk Folkeparti gået i forbund sammen.
Kommentarer