Ringsted by

Social- og sundhedschef Dorthe Dahlstrup får nyt job i Nyborg

Nyborg Kommune har ansat Dorthe Dahlstrup, der er social- og sundhedschef i Ringsted Kommune, som ny socialchef efter Trine Eegholm, der går på efterløn ved årets udgang. Trine Eegholm, der er 63 år, har været ansat ved Nyborg Kommune i 34 år.

Dorthe Dahlstrup, 57 år, er uddannet socialrådgiver 1984, cand.scient.soc. fra Aalborg Universitet 2009 og har en master i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet 2013.

Hun var 1984-1989 ansat i en række vikariater i kommuner og kriminalforsorgen, derefter socialrådgiver ved Odense Kommune, hvor hun i 1995 blev fuldmægtig og leder af bosniergruppen i kommunens flygtninge- og indvandrerafsnit, i 1999 leder af et nyetableret fleks- og skånejobafsnit og året efter leder af jobafsnittet for det rummelig arbejdsmarked.

Hun rykkede i 2001 til Vissenbjerg Kommune som socialchef, og da Vissenbjerg i 2007 blev en del af den nye Assens Kommune, blev hun den nye kommunes arbejdsmarkedschef.

I april 2014 skiftede Dorthe Dahlstrup til Ringsted Kommune, hvor hun blev socialchef, og i november 2016 overtog hun også sundheds- og omsorgsområdet og blev kommunens social- og sundhedschef.

Kommentarer