Ringsted by

Skills-talenter får skov i gave

Værsgo – her er dit helt eget træ i Næstved. En noget usædvanlig værtsgave er netop blevet givet til alle de unge talenter, der deltager i DM i Skills. Næstved Kommune planter et egetræ for hver deltager, som tilsammen kommer til at danne en skov – en Skills Skov, som vil bestå af 320 egetræer.

Som en hyldest til det gode håndværk, til kvalitet og til de kloge hænder, der i disse dage skal konkurrere om Danmarksmesterskaberne i Skills, har Næstved Kommune netop overrakt deltagerne en særlig værtsgave.

– Det betyder meget for os at være værter for DM i Skills. Og som gode værter ville vi gerne give deltagerne en gave. Men, hvad er det lige, unge mennesker står og mangler, som kan pakkes ind? Ja, ofte ikke så meget… Så vi lagde hovederne i kreativt blød og fandt på en grøn og smuk gave, som ikke går af mode, men som tværtimod bliver smukkere med alderen. Ikke en skilteskov men en Skills Skov, fortæller borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen.

Alle deltagerne i konkurrencefagene og alle de uddannelsesinstitutioner, som demonstrerer deres fag modtager et “træbevis” som tak for, at de har gjort DM i Skills 2019 i Næstved til noget helt særligt
Skills Skoven vil blive plantet få kilometer fra Næstved Arena, hvor danmarksmesterskaberne bliver afholdt. Nærmere bestemt ved klimasøerne, der hvor Stenlængegårdsvej møder Ring Øst. Der vil også blive opsat to skilte – ét som beskriver hvorfor skoven er rejst og ét med alle deltagernes fag og navne.

Skoven vil blive opført i løbet af foråret.

– Vi håber, at når deltagerne engang vil fortælle deres børn eller børnebørn, at de har deltaget i danmarksmesterskaberne inden for deres fag, ja, så vil de også tilføje, at de har deres helt eget træ i Næstved, som er en del af en skov. Jeg håber også, at de en dag vil komme tilbage og besøge skoven og byen. Jeg glæder mig over, at DM i Skills på den måde får lov til at gro videre i Næstved, siger Carsten Rasmussen.

Men lige nu gælder det selve danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelserne. De unge talenter skal lige nu i gang med at dyste med hinanden inden for 43 fag. Det er statsminister Lars Løkke Rasmussen, der overrækker præmier til vinderne lørdag 6. april.

Den røde prik markerer, hvor Skills Skoven vil være – der hvor Ring Øst møder Stenlængegårdsvej.
Den røde prik markerer, hvor Skills Skoven bliver plantet.

Kommentarer