Skattefri overdragelse af virksomheder til fonde
Regeringen har sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre aftalt at indføre nye regler, der gør det skattefrit at overdrage virksomheder til erhvervsdrivende fonde. Med aftalen er der sikret attraktive vilkår for de erhvervsdrivende fonde til gavn for hele det danske samfund.
Regeringen er sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre enige om at følge Arbejdsgruppen om succession til erhvervsdrivende fondes anbefaling om en ny model for beskatning af overdragelse af erhvervsvirksomheder til erhvervsdrivende fonde. Modellen gør det mere attraktivt at overdrage virksomheder til erhvervsdrivende fonde og skaber dermed incitament til flere fondsstiftelser.
Når en virksomhedsejer i fremtiden overdrager sin erhvervsvirksomhed til en erhvervsdrivende fond – fx i forbindelse med et generationsskifte – vil det derfor på overdragelsestidspunktet være skatte- og afgiftsfrit for både overdrageren og fonden.
Skatteminister Karsten Lauritzen betragter de nye regler som en gevinst for både de erhvervsdrivende fonde og det danske samfund.
– De erhvervsdrivende fonde spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe vækst og fastholde arbejdspladser i Danmark. Derfor ønsker vi at fremme både de familieejede virksomheder og erhvervsdrivende fonde som ejerformer. Med aftalen, som regeringen har indgået med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, sikrer vi fordelagtige skattevilkår for de erhvervsdrivende fonde, så de også i fremtiden får mulighed for at bidrage positivt til samfundet, siger skatteminister Karsten Lauritzen.
Erhvervsdrivende fonde ejer i dag helt eller delvist en række af Danmarks største selskaber og står for en betydelig andel af beskæftigelsen. De erhvervsdrivende fonde i Danmark uddelte i 2017 ca. 17 mia. kr. til almennyttige formål. Et beløb, der har været stigende de senere år.
Skatte- og afgiftsfrihed på overdragelsestidspunktet
Den nye beskatningsmodel, der er anbefalet af Arbejdsgruppen om succession til erhvervsdrivende fonde, indebærer at overdragelsen af aktierne til en erhvervsdrivende fond på tidspunktet for overdragelsen i sin helhed vil være skatte- og afgiftsfri. Fonden beskattes dog fortsat ved eventuel senere afståelse af de modtagne aktier og/eller ved modtagelse af udbytter fra det overdragne selskab.
Konkret fastsættes der et loft over den skat, der skal betales som følge af overdragelsen til fonden, idet betaling og afdrag maksimalt kan kræves af et beløb svarende til den opgjorte og udskudte skat af overdragerens avance på overdragelsestidspunktet med tillæg af forrentning. Denne skat skal dog først helt eller delvist indfries ved fondens senere afståelse af aktier i det overdragne selskab eller ved fondens modtagelse af udbytter fra de overdragne aktier.
Udkastet til lovforslag om de nye regler vil blive sendt i høring i det nye år, og det forventes vedtaget i 2019.
Kommentarer