Ringsted by

Skaber bedre balance

Flere decentrale uddannelser, fordobling af nedrivningspuljen og oprettelse af en række lokale velfærdscentre i de mindre byer.
Det er blot nogle af de forslag, Socialdemokratiet har fremlagt i partiets nærhedsudspil, der får ros med på vejen af Landdistrikternes Fællesråd.

Socialdemokratiet ønsker et opgør med centraliseringen, sagde partiformand Mette Frederiksen i sin tale til Landdistrikternes Fællesråds årsmøde i marts. Nu er partiet klar med en nærhedspakke, der bl.a. indeholder forslag om flere uddannelser uden for de store byer, markant flere midler til nedrivning af faldefærdige bygninger og oprettelse af lokale velfærdscentre i de mindre byer.

Hos Landdistrikternes Fællesråd, der bl.a. arbejder for at skabe bedre rammevilkår uden for de største byer, bliver udspillet modtaget med begejstring af formand Steffen Damsgaard.

– Vi er meget positive over for Socialdemokratiets udspil. Der er brug for markante initiativer for at skabe et Danmark i bedre balance. Det mener jeg, at nærhedsudspillet leverer på nogle områder, siger han og fortsætter:

– Uden at vi kender til alle elementer af udspillet endnu, så tyder det på, at Socialdemokratiet har lyttet til os i Landdistrikternes Fællesråd. De nævnte fokusområder passer som fod i hose i forhold til de indsatsområder, vi fremlagde på vores årsmøde i marts. Det er vi meget tilfredse med.

Større uddannelsesudbud i hele Danmark

Det er særligt idéen om et større uddannelsesudbud uden for de største byer, som glæder landdistriktsformanden.

– Når unge mennesker føler sig “tvunget” til at flytte ind til de større byer, er det fordi, at det i dag er der, mulighederne er, når de skal videreuddanne sig. Derfor hilser jeg Socialdemokratiets udspil meget velkommen. Hvis vi for alvor skal vende urbaniseringen, skal uddannelsesudbuddet styrkes uden for de største byer.

Partiet foreslår bl.a. at uddannelserne til lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere i højere grad placeres decentralt. Derudover foreslås det, erhvervsuddannelserne opretter flere grundforløb uden for byerne og et større økonomisk incitament til gymnasier i provinsen.

– Det er ingen naturlov, at korte og mellemlange uddannelser absolut skal ligge i de største byer. Jeg mener klart, at vi skal have langt flere decentralt placerede uddannelser på erhvervsakademiniveau og professionshøjskoleniveau, siger Steffen Damsgaard.

I en rundspørge foretaget af Landdistrikternes Fællesråd, som blev udgivet sidste år i Jyllands-Posten, svarede 9 af 10 borgmestre, at videregående uddannelsesmuligheder er “vigtigt” eller “meget vigtigt” for bosætningen i deres kommune. Samme andel gav udtryk for, at den nuværende placering af videregående uddannelsesinstitutioner bidrager til affolkningen i yderområderne.

Flere midler til nedrivningsindsats 

Et andet forslag i udspillet er at fordoble den såkaldte nedrivningspulje bl.a. fordi det vurderes, at der er 10-22.000 nedrivningsparate huse i Danmark.

Det er sød musik i ørene hos formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– Det er et rigtig godt forslag. Puljen har været med til at skabe forskønnelse rundt omkring i landet og samtidig højnet boligstandarden. Der er jo ingen af os, der har lyst til at flytte et sted hen, som er fyldt med faldefærdige boliger, eller hvor der er dårlige bymiljøer. Det skræmmer folk væk, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Hvis vi vil skabe bedre forudsætninger for at bo og leve i alle dele af Danmark, skal vi sikre en nedrivningspulje, der kan hjælpe kommunerne med at fjerne faldefærdige huse. Men vi skal også prioritere midler til tilskud til renovering af boliger samt områdefornyelsesmidler, der forskønner bymiljøet på torve og gader.

En af anbefalingerne fra Udvalget for levedygtige landsbyer, som blev nedsat af forligspartierne bag planlovsaftalen, gik netop på at tilføre flere midler til nedrivning af forfaldne boliger.

Velfærd tættere på borgerne

Han hæfter sig også ved forslaget om at oprette flere lokale velfærdscentre i de mindre byer. Centrene skal bl.a. indeholde bibliotek, borgerservice og sundhedsklinikker.

– Jeg tror, at der er mange borgere, der føler, at der efter kommunalreformen er blevet længere til dele af de borgernære service- og velfærdstilbud. Forslaget om velfærdscentre er derfor meget positivt, for det er med til at bringe de kommunale tilbud tættere på borgerne i landdistrikterne, siger Damsgaard.

Socialdemokratiets nærhedsudspil rummer også forslag om mere synligt politi og flere små sygehuse i hele landet, ligesom partiet også foreslår, at de lokale aktionsgrupper årligt tilføres flere midler til at sikre bedre vilkår for vækst og udvikling i landdistriktsområderne.

Udspillet præsenteres onsdag under partiets sommergruppemøde i Kolding.

Kommentarer