Ringsted by

Sjællandske kommuner har mange utætte skoler

Der er brug for nye vinduer, hulmursisolering eller nyt tag på mange skoler på Sjælland. 70 procent af de bygninger, som kommunerne i Region Sjælland ejer og bruger til undervisning, har et dårligt energimærke. Det er særligt eleverne og lærerne i folkeskolen, som har deres daglige gang i de utætte bygninger, viser nye tal fra Dansk Byggeri.

Kulde, træk og dårligt indeklima er hverdagen på mange folkeskoler på Sjælland. Ud af 1.235 kommunalt ejede energimærkede bygninger i Region Sjælland, som bliver brugt til undervisning, har 865 et dårligt energimærke (D-G). Det viser nye tal fra Dansk Byggeri.

I fx Faxe har 35 ud af 37 bygninger, der bliver brugt til undervisning, et dårligt energimærke, hvilket svarer til 95 procent. I Ringsted har 14 ud af 15 bygninger med undervisningslokaler et dårligt energimærke, hvilket svarer til 93 procent. I Stevns, Kalundborg og Greve har mindst 75 procent af de bygninger, der bliver brugt til undervisning, et dårligt energimærke.

Det er en god forklaring på, at mange elever snakker om hovedpine, dårligt indeklima og træk. Det bør prioriteres højt at få vedligeholdt særligt skoler og andre bygninger, hvor mennesker opholder sig i lang tid. Ud over at bygningerne vil være bedre at opholde sig i, så vil varme- og energiregningen også blive billigere. Kommunerne ejer mange bygninger, som er fra før 1980, hvor de første energikrav kom ind i bygningsreglementet, og derfor løber energimåleren stærkt i mange af kommunernes bygninger, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri Camilla Damsø Pedersen.

I Vordingborg og Guldborgsund har lidt over halvdelen af de bygninger, der bruges til undervisning, et dårligt energimærke.

Her ser det lidt bedre ud, end i de andre kommuner i Region Sjælland, selvom der stadig ligger en stor opgave i at få energirenoveret alle skoler og undervisningslokaler. Erfaringen viser desværre, at der i flere af kommunerne ikke sker ret meget, med mindre der kommer et krav fra Christiansborg, og det gælder også i Region Sjælland. Derfor er det nødvendigt, at også kommunerne bliver bedt om at levere på den grønne dagsorden i regeringens kommende klimahandlingsplan, siger Camilla Damsø Pedersen.

Det er ikke kun folkeskolerne, som har dårlige energimærker. Ud af 23.000 kommunalt ejede bygninger i hele Danmark har 70 procent et energimærke D til G, og de hører dermed til kategorien af bygninger, hvor der fyres for gråspurvene, og omkostningerne til varme og el ligger i den høje ende. Kun 30 procent har et godt energimærke (A til C).

Kommentarer