Ringsted by

Sidste broelementer monteres ved Køge Nord Station

I weekenden d. 18. – 19. august monteres de sidste af broelementerne som går over motorvejen ved den kommende Køge Nord Station.

Lørdag d. 4 august blev et element løftet på plads over det nordgående spor, og den 18. og 19. august er turen så kommet til det sydgående, og igen vil trafikken blive lagt om.

Det tredje og sidste element, som går over jernbanesporene til den nye bane mellem København og Ringsted, løftes på plads uden gener for trafikken tirsdag den 21. august 2018.

“Det bliver en stor og vigtig milepæl for projektet, når vi løfter de sidste elementer på plads til Køge Nord Stations gangbro, og vi håber, at montagen kommer til at forløbe lige så fejlfrit, som ved det sidste løft,” siger Bjørn Lykke Jensen, der er projektleder hos Banedanmark.

Montagen af de i alt seks elementer til den 225 meter lange gangbro er sket i flere etaper. Det første element blev monteret henover S-banen i starten af november 2017, mens de to næste elementer blev monteret i den første weekend af august i år.

Med broløftet af de sidste tre elementer, vil den 225 meter lange gangbro dermed være samlet og på plads. Tilbage står så at færdiggøre den helt, så den kan stå klar til publikum i 2019 når stationen åbner.

Trafikalt overblik
De kommende broløft finder sted på strækningen mellem frakørsel (31a) Solrød S og (32) Køge på Køge Bugt Motorvejen.

Antallet af farbare kørespor på strækningen vil variere i arbejdsperioden. Men generelt vil der være tre spor farbare i begge retninger i dagtimerne. I aften- og nattetimerne vil man periodevis gå ned til to og et spor i hver retning.

Den sydgående trafik flyttes over i den modsatte motorvejsside forbi arbejdsområdet.

Til- og frakørsel spærret ved Egedesvej.

I perioden lukkes tilkørselsrampe fra Egedesvej mod syd (MHS) og ligeledes frakørselsrampe til Egedesvej fra motorvejsspor mod København (MVS). Der henvises i stedet til, at trafikanterne benytter frakørsel TSA 31A Solrød S.

Den tunge trafik skal benytte omkørselsruten
Køretøjer bredere end 2 meter (lastbiler, buser mv.) bliver omlagt via frakørselsrampe til Egedesvej – Egedesvej – Nordhøj – tilkørselsrampe fra Nordhøj/Lyngvej (TSA 32).

Der vil være tydelig skiltning i området med omkørselsruter.

Ny stationsbro forbinder S-bane med ny bane
Når gangbroen til Køge Nord Station står færdig, strækker den sig over S-banen, Køge Bugt Motorvejen samt den nye bane mellem København og Ringsted.

Gangbroen skal fra sommeren 2019 gøre det muligt hurtigt og enkelt at skifte mellem S-banen på den sydlige side af Køge Bugt Motorvejen og den nye bane mellem København og Ringsted på den nordlige side af motorvejen.

Fakta:

Køge Nord Station bliver en ny port til København for de 100.000 dagligt passerende, og et vigtigt skridt på vejen for de på sigt over 8000 daglige brugere.

Anlægget af Køge Nord Station omfatter en 225 meter lang gangbro med dertilhørende rulletrapper, trapper og elevatorer samt perroner på fjernbane og S-bane. Dertil bygges et stort Parkér og Rejs-anlæg ved stationen.

Gangbroen består af i alt seks stålelementer, som i gennemsnit er 10 meter brede, 30-40 meter lange og måler knap 3 meter i højden. Samlet vil broen veje ca. 150 tons.

Stationen er designet af COBE og Dissing+Weitling i samarbejde med COWI, og hovedentreprenør er Bladt Industriens A/S.

Byggeriet blev påbegyndt i juli 2016 og stationen forventes at stå klar i forbindelse med åbningen af Den nye bane København-Ringsted i sommeren 2019.

 

Læs mere om den nye station på Køge Nord Stations hjemmeside eller på Banedanmarks hjemmeside. Du finder os også på Instagram #koegenordstation

Kommentarer