Sæsonen starter for Ringstedkoret
Tirsdag den 9. januar starter sæsonen for Ringstedkoret.
I starten af den nye sæson i Ringstedkorets jubilæumsår fortsættes med indstudering af Carl Orffs ”Carmina Burana”, der er et stort koncertsamarbejde, indgået med Hundigekoret fra Greve samt symfoniorkestret Eufrosyne, København.
De to kommende koncerter skal afvikles den 10. marts i Greve Gymnasium og den 11. marts i Ringsted Kongrescenter, begge dage kl. 15.
Ringsted Kommune har bevilget markedsføringsstøtte til projektet, der via koncerten i Ringsted Kongrescenter skal være med til at sætte fokus på Ringsted Kommune.
Derudover vil Ringstedkoret tilgodese ”Læger uden grænser” med 50 kr. pr. solgt billet ved koncerten i RingstedKongrescenter.
Året 2018 vil blive både travlt og spændende for Ringstedkoret. Efter ”Carmina Burana” ser de frem til september, hvor der fejres 75-års jubilæum med en koncert, mere herom senere. I efteråret skal Händels Messias genopfriskes med henblik på en julekoncert i Nykøbing Sjælland Kirke den 8. december 2018.
Kom og syng med
Ringstedkoret er et firstemmigt voksenkor med et rigt varieret repertoire, der omfatter store klassiske værker, et væld af nordiske sange og en lang række musicalhits. Koret arbejder disciplineret og seriøst med opgaverne, samtidig med at omgangstonen i koret er lun og humoristisk.
Det sociale fællesskab er en meget væsentlig del af korets liv, hvert år afholdes traditionsrige sommerafslutninger og juleafslutninger for kormedlemmerne og deres familier.
Koret øver hver tirsdag aften kl. 19.00-21.30 i Ahornhallen, Ahorn Alle 48, Ringsted.
Nye medlemmer optages gerne. Det bedste udbytte fås ved at være med helt fra sæsonstart. Ønsker man at være med til en prøveaften, kontaktes korets formand Karen Nielsen på telefon 57 61 22 71 eller via korets hjemmeside. Der kan læses meget mere om Ringstedkoret på www.ringstedkoret.dk.
Kommentarer