Ringsted by

Sådan undgår du januar-nedtur

Mandag den 21. januar er officielt den værste dag i 2019 ifølge den britiske psykolog Cliff Arnall. Dagen er navngivet ”Blue Monday” og topper altså listen over hårde dage at komme i gennem. Men erhvervspsykolog i Krifa Rasmus Højbæk har tre skarpe tips til, hvordan man undgår januar-nedtur.

Årets hårdeste måned er i fuld gang. I hvert fald når man spørger danskerne selv. En ny YouGov-undersøgelse, der er foretaget på vegne af Krifa, viser nemlig, at hver anden dansker synes, januar er den absolut hårdeste måned at komme igennem. Det står så grelt til med årets første måned, at der ikke er én eneste, der har den som yndlingsmåned.

Som om det ikke kunne blive meget værre for januar, er måneden også den heldige vinder af årets værste dag – Blue Monday. Den britiske psykolog Cliff Arnall er opfinder af begrebet og formlen, der kan udregne, hvilken dag der er årets værste. Det er ofte den tredje mandag i årets første måned, som i år falder den 21. januar.

Der er lys i mørket
Erhvervspsykolog i Krifa Rasmus Højbæk kan godt forstå, at danskerne ikke ligefrem glæder sig til årets første måned. Han siger:

– Mange danskere oplever, at januar er svær. Den kolde, mørke måned står i skarp kontrast til decembers hygge, samvær og overflod af mad og søde sager. Samtidig er der lange udsigter til forår og lysere tider.

Han har tre gode råd til, hvordan man holder humøret højt og den gode arbejdslyst intakt gennem hele januar:

Vær social
Januar kan føles ensom, fordi der ikke er sociale arrangementer i samme grad som i december. Det er derfor vigtigt at holde fast i det sociale momentum i januar, så kontrasten ikke opleves for voldsom. Det kan være alt fra en fredagsøl med kollegerne til en kop kaffe med en savnet veninde eller måske en familiefrokost for hele den pukkelryggede.

Dyrk motion
Oven på decembers overflod af stimulanser kan det føles som om, at der mangler noget i januar. Men man skal undgå quick-fixes som fx søde sager, der efterlader en trang til mere eller en decideret nedtrykt følelse. Dyrk fx motion, der er et sundere alternativ, men udskiller de samme ”glædes”-signalstoffer (bl.a. dopamin og serotonin). Det kan fx være en rask gåtur med kollegerne i pausen eller en tur i fitness efter arbejde.

Drop ”new year, new me”
Lad ikke urealistiske nytårsforsæt diktere dine handlinger i januar. At forandre fastgroede vaner sker sjældent fra dag til dag, det kræver tid og energi. Man skal i stedet lægge en plan for, hvordan man vil opnå de ændringer, man ønsker. Det kan fx være sammen med en kollega, så man er fælles om at lykkes – måske krydret med en konkurrence, der kan motivere lidt ekstra.

Kommentarer