Ringsted by

Sådan ruster vi landbruget til fremtidens tørke

Dansk landbrug er lige nu ramt af en omfattende tørke, der kan koste op mod 6 milliarder kroner i udbyttetab.

I fremtiden skal vi forvente mere ekstremt vejr, lyder det fra Sven-Erik Jacobsen fra Københavns Universitet, der har fire bud på, hvordan vi kan forberede landbruget på en tør fremtid.

“Alle kan se, at vejret er gået helt gak, med forår om vinteren, frost i marts og højsommer i maj,” siger Sven-Erik Jacobsen, der er lektor i agroøkologi på Københavns Universitet.

Han fortæller, at klimaforandringerne allerede har ændret forholdene for dansk landbrug, og at vi i fremtiden skal forvente et mere varieret klima med flere perioder med tørke og kraftig nedbør.

“Først og fremmest skal vi gøre, hvad vi kan for at begrænse klimaforandringerne, men dernæst skal vi organisere vores landbrug så godt vi kan i takt med klimaforandringerne,” siger Sven-Erik Jacobsen, der har fire bud på, hvordan vi kan ruste landbruget til fremtidens tørke.

1. Nye tørketolerante arter

“Det er afgørende, at vi får introduceret nogle nye afgrøder i det danske landbrug, der kan dyrkes ved de højere temperaturer, som vi oplever med klimaforandringerne. Vi har haft stor succes med at dyrke quinoa i Danmark, og den er ligesom også hirse og sorghum ekstremt tørketolerant. Global set fokuserer man meget på majs, der giver et højt udbytte, men er meget mere modtagelig for tørke end de førnævnte afgrøder samt rug og byg. Andre nye, spændende afgrøder er lupin, boghvede og amarant”

2. Undersøg nye dyrkningsteknikker

“Vi skal til at se på andre dyrkningsteknikker end den monokultur, der dominerer lige nu, ikke fordi der i sig selv er noget dårligt at sige om afgrøderne, men fordi variation vil ruste os mod vejrmæssige forandringer. På Københavns Universitet kigger vi for eksempel på, hvordan man kan bruge dyrkningsteknikker som samdyrkning og pløjefri dyrkning til at imødegå klimaforandringerne. Samdyrkning er, når man dyrker to afgrøder fra forskellige arter sammen, fx linse og havre, som vil drage fordel af hinanden, ved bedre at modstå tørke samt sygdomme og skadedyr.”

3. Større diversitet i landbruget

“Jo mere ensartet vores landbrug er, jo mere sårbare er vi. Hvede, raps og majs er meget dominerende afgrøder herhjemme og i resten af Europa, og det gør os sårbare for det meget svingende vejr. Hvis vi har en større diversitet med flere afgrøder, er vi bedre forberedt over for vejret. Større artsdiversitet øger jordens frugtbarhed, og gør den dermed mere modstandsdygtig over for tørke og voldsom nedbør.”

4. Sorter der kan klare sig under svære forhold

“Inden for de forskellige arter, kan vi også finde variationer af sorterne, der er bedre egnede til de nye betingelser for landbruget. Fx vil gamle hvedearter som spelt og emmer være mere modstandsdygtige end almindelig hvede. Selvom de ikke giver et helt så højt udbytte, så vil man ikke miste så meget af høsten, når der kommer udbredt tørke som nu. Genbankerne ligger inde med rigtig meget materiale, hvor man kan gå tilbage og finde sorter, der vil klare sig godt ved vandlidende jorde eller ekstrem tørke.”

Sven-Erik Jacobsen lægger dog vægt på, at selvom det er vigtigt at tage disse løsninger til sig, samtidigt skal vi ikke glemme de fundamentale problemer, som er den store udledning af klimagasser fra jordbruget og det store forbrug af landbrugsareal og vand i den animalske produktion i forhold til en vegetabilsk produktion. “Fremtiden består af mindre kød og mere linse og quinoa!,” siger han.

Kommentarer