Ringsted by

Så flot bliver fremtidens universitetshospital

Se billedserie Det nye universitetshospital i Køge bygges i op til ni etager. Basen med røde mursten rummer stue, 1. og 2. sal med behandlingsfunktioner, derefter en teknik-etage som et gråt bånd, mens der øverst bliver fem etager med sengeafdelinger med hvide facader og altaner i gavlene. På taget en helikopterplatform.

– Den største etape af fremtidens Sjællands Universitetshospital kan nu gå i gang. – Vi får et fantastisk flot universitetshospital med alt, hvad vi har ønsket os, og pengene passer, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Regionrådet har 3. marts 2019 godkendt projektforslaget til fire sammenhængende senge- og behandlingsbygninger til 2,4 milliarder kroner. Det er den største etape af byggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge til i alt 4 milliarder kroner.

– Alle patienter får enestuer, hvor der bliver mulighed for, at de pårørende kan overnatte. Der bliver en fantastisk udsigt fra sengeafdelingerne, som ligger på de øverste etager. Her vil patienter fra hele regionen blive behandlet for kræft, hjertesygdom og anden sygdom, der kræver specialiseret behandling, fortæller regionsrådsformand Heino Knudsen.

Mod og handlekraft i Regionsrådet

Totalentreprenørkonsortiet – med Itinera og CMB i spidsen – har udarbejdet et projektforslag, der overholder budgettet og alle de krav til blandt andet antallet af sengepladser, operationsstuer og sociale klausuler, der tidligere er godkendt i Regionsrådet.

– Det tidligere regionsråd traf en modig beslutning, der betyder, at vi nu får det universitetshospital, vi har ønsket os, siger Heino Knudsen.

Itinera og CMB står både for projektforslaget og selve byggeriet. De fik opgaven, efter Region Sjælland afbrød samarbejdet med det oprindelige rådgiverkonsortium, som ikke kunne gennemføre det ønskede projekt inden for budgettet. Regionsrådet godkendte en alternativ gennemførelsesmodel baseret på udbud i totalentrepriser. Det banede vejen for at benytte en udbudsform med konkurrencepræget dialog.

Kortere afstande og bedre sammenhæng

Italienske Itinera og CMB – der har stor erfaring med hospitalsbyggeri – har valgt at bygge mere kompakt og dermed mere energivenligt. Det har desuden resulteret i kortere afstande og bedre sammenhæng for patienter og medarbejdere. Der har tidligere været stor opmærksomhed omkring facadernes udtryk. Bygningens gavle fremstår nu med store glaspartier, som rummer patientopholdsrum og altaner.

– Jeg er super glad for, at Regionsrådet valgte at stoppe op i tide og fandt en ny samarbejdspartner til at projektere og bygge vores universitetshospital i Region Sjælland. Vi får simpelthen mere kvalitet for pengene, siger Heino Knudsen.

Modeller i fuld størrelse

Mere end 2500 patienter og medarbejdere har været inddraget på vej mod fremtidens universitetshospital. Det, der skal bygges nu, er resultatet af denne proces. I løbet af foråret bliver der bygget modeller i fuld størrelse af blandt andet sengestuen, operationsstuen og et udsnit af facaden. De modeller skal bruges til at sikre, at regionen får et hospital i den lovede kvalitet.

– På denne måde får vi mulighed for tidligt i processen at forholde os til den endelige udformning og valg af materialer. Modellerne skal bruges som kvalitetskontrol ved aflevering af det endelige byggeri, fortæller projektdirektør Helle Gaub, Sjællands Universitetshospital.

Første bygning klar i 2021

Som næste skridt indgås den bindende kontrakt med Joint Venture Itinera/CMB i slutningen af marts. Herefter kan selve byggeriet af de 114.500 kvadratmeter senge- og behandlingsbygninger gå i gang. Ifølge hovedtidsplanen vil den første sengebygning stå klar i efteråret 2021, og hele byggeriet skal stå færdigt ved udgangen af 2024.I 2019 bliver der også første spadestik på energicentralen og laboratoriehuset, der aktuelt i er udbud.

FAKTA

Sjællands Universitetshospital i Køge opføres i etaper som en udvidelse af det eksisterende hospital og koster i alt fire milliarder kroner (2009-priser). Her samles Region Sjællands specialiserede behandling til gavn for alle regionens borgere. Desuden er det et af regionens fire akutsyghuse.

Den største etape TE01 består af fire senge- og behandlingsbygninger for 2,4 milliarder kroner og rummer blandt andet:

Nybyggeri 114.500 m2 brutto
Enestuer: 789 (heraf 70 akutsenge)
Intensiv pladser: 38
Undersøgelsesrum: 134
Operationsstuer: 16
Stråleterapirum: 5
Fødeafdeling
Billeddiagnostik
Akutafdeling
Kontorer og mødelokaler

Region Sjælland indgik i april 2018 en betinget kontrakt med totalentreprenør Joint Venture Itinera/CMB samt rådgiverne Politecnica og EKJ Rådgivende ingeniører om udarbejdelse af projektforslag indenfor den budgetmæssige ramme.

 

Kommentarer