Ringsted by

S trækker sundhedsminister ind i lægevagtsag

De praktiserende læger i Region Sjælland har i den senere tid flere gange påpeget, at lægevagtordningen i fem sjællandske byer – bl.a. Ringsted – er på nippet til at bryde sammen, fordi der er for få praktiserende læger til at dele lægevagterne i  aften- og nattetimerne. Nu tager Socialdemokratiet sagen op i Folketinget. Det skriver DAGBLADET.

Det er Socialdemokratiets kandidat til regionsrådsformandsposten Heino Knudsen, som har bedt partifællen Astrid Krag om at tage sagen op på Christiansborg over for sundhedsminister Elle Trane Nørby (V).

Ulrik Hesislev, formand for Praktiserende Lægers Organisation i Region Sjælland, PLO, har flere gange udtalt, at lægevagt-ordningen i Region Sjælland er på nippet til at bryde sammen, fordi der er for få praktiserende læger til at dele lægevagter i aften- og nattetimer ved siden af deres praksis. Han antyder at det kan komme på tale at lukke lægevagtkonsultationerne i Ringsted, Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Vordingborg og Nakskov.

– Vi anerkender, at der er en udfordring for de praktiserende læger, men det kan ikke blive et tema at lukke lægevagten i de fem byer. Det er netop nogle af de steder i regionen, hvor der er kommet langt til sundhedstilbuddene i de seneste års centralisering. Vi er nødt til at få skabt tryghed for borgerne,« siger Heino Knudsen til avisen.

– Den ny overenskomst mellem PLO og Danske Regioner lægger op til, at lægeklinikkerne, også skal bidrage til vagtlægeordningen. Men det hjælper først på den lidt længere bane, og vi risikerer, at lægevagtordningen bryder sammen inden 2018,« siger Heino Knudsen.

Astrid Krag understreger, at regeringen bør gøre mere for at imødekomme manglen på praktiserende læger, som er den underliggende årsag til den pressede lægevagt i Region Sjælland.

– Regeringen har et ansvar for, at borgerne kan regne med, at de har nærhed i lægevagten. Vi mangler at se regeringen komme på banen for at gøre noget konkret ved manglen på læger. Der skal flere løsninger frem, det nytter ikke, hvis ministeren bare læner sig tilbage og konstaterer, at der er mangel på praktiserende læger,« siger Astrid Krag.

Der ventes svar fra sundhedsministeren i løbet af nogle dage. Svaret vil udelukkende være skriftligt, fordi Folketinget endnu ikke er officielt trådt sammen.

PLO i Region Sjælland har foreslået, at vagtlægen udelukkende er udekørende i de fem områder fra nytår. Hvis lægevagtkonsultationen lukker i de nævnte byer, vil der være lidt flere læger, som kan betjene lægevagtkonsultationen på Holbæk Sygehus, Nykøbing F. Sygehus, Slagelse Sygehus og Næstved Sygehus,

Regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) har hidtil fastholdt, at de praktiserende læger skal overholde aftalen om lægevagt og fortsætte konsultation i alle områder.

Kommentarer