Ringstedelev rådgiver Lars Løkke om bedre skoletrivsel
Ytringsfrihed, bedre indeklima, efteruddannelse af lærerne og en generelt bedre tone fra politikerne er nogle af de kernepunkter, danske skoleelever peger på som vigtige, hvis der skal skabes bedre trivsel i de danske skoler. Det kom frem, da repræsentanter for UNICEFs Nationale Rettighedsråd – deriblandt Gayush Harutyunyan fra Dagmarskolen i Ringsted – overrakte statsminister Lars Løkke Rasmussen en fælles elevresolution om bedre trivsel i landets skoler.
Resolutionen blev til på det store Børnetopmøde i FN Byen i København, hvor 300 elever, lærere og skoleledere fra alle Rettighedsskoler i Danmark deltog.
De unge repræsentanter overleverede resolutionen med et udtrykt håb om, at elevernes råd vil påvirke regeringen og landets øvrige beslutningstagere.
Skoleelever fra UNICEF Rettighedsskoler over hele landet var i oktober måned samlet i FN Byen, hvor de blandt andet stiftede Det Nationale Rettighedsråd og formulerede en fælles resolution om, hvad der ifølge eleverne selv er vigtigst for at skabe bedre trivsel i landets skoler.
Gayush Harutyunyan fra Dagmarskolen i Ringsted fortæller om mødet med statsministeren:
– Det var faktisk hyggeligt. Det er altid hyggeligt at møde søde mennesker. Og så var det spændende, især da jeg skulle fortælle om trivsel og vores anbefalinger. For mig er det vigtigste i skolen, at man får lov til at lære uden at undervisningen bliver forstyrret. Og så skal man have venner, man kan snakke med og føle sig tryg ved.
De gode råd, opfordringer og anbefalinger i resolutionen handler om trivsel, ytringsfrihed, retten til at blive hørt og om mangfoldighed, diskrimination og hensynet til børn med særlige behov. Eleverne giver udtryk for, at det grundlæggende handler om at sikre, at alle har det godt med både kammerater og lærere. Det handler også om at sikre, at der er et godt indeklima i klasserne og efteruddannelse af lærerne.
Børnene oplever også, at læring og trivsel går hånd i hånd. Derfor skal trivsel have langt mere opmærksomhed, mener eleverne. De anbefaler eksempelvis, at der indføres faste pauser på 10 minutter mellem timerne eller i undervisningen. Der skal være mere tid til samtale i klasserne, og tid til klassemøder er også et stort ønske blandt de danske elever. De mener også, at skolens voksne skal være mere opmærksomme på, hvordan eleverne omgås hinanden i klassen og på skolen.
Børneresolutionen peger også på, at alle børn skal have mulighed for at være sig selv og blive respekteret for den, de er, uden at blive diskrimineret eller mobbet. Resolutionen peger i den forbindelse blandt andet på, at landets politikere skal tænke rigtig meget over, hvad de selv siger og hvordan. Eleverne oplever ofte, at politikere udtaler sig på en måde, som eleverne opfatter som diskriminerende.
Eleverne stiller også krav til sig selv i resolutionen. De lover blandt andet selv at gøre følgende:
1. Invitere andre børn ind i legen. 2. Hente en voksen, når der er brug for hjælp. 3. Huske at spørge børn, som de ikke kender så godt, om de vil lege med. 4. Hjælpe hinanden med opgaver. 5. Hjælpe hinanden, hvis en kammerat er i dårligt humør.
Baggrunden for udviklingen af UNICEF Rettighedsskoler er, at danske børns kendskab til egne rettigheder er det laveste i Norden. Og det finder UNICEF stærkt bekymrende. Alle undersøgelser peger nemlig på, at børn, som kender deres rettigheder og forstår dem i praksis, behandler hinanden med respekt og værdighed. Børnene bliver ganske enkelt gladere, stærkere og bedre til at løse konflikter, hvilket alt sammen er med til at øge deres trivsel.
Derfor udviklede UNICEF Danmark i 2014 Rettighedsskole konceptet, som Langelinieskolen på Østerbro var den første skole til at implementere med flotte meget resultater til følge. En UNICEF Rettighedsskole forener elever, forældre, lærere og andet personale i et fællesskab, der er baseret på alle de gode værdier, der står i FNs Børnekonvention. Skolen er baseret på rummelighed, respekt, tryghed, engagement og ansvarsfølelse på en meget konkret måde, så værdierne bliver mere end bare ord.
UNICEF er ovenud tilfreds med, at børnene fik mulighed for at tale med statsminister Lars Løkke Rasmussen og fortælle ham om deres anbefalinger.
Det handler grundlæggende om at give landets børn en stemme overfor beslutningstagerne. Og få sat større fokus på, hvad eleverne selv oplever som det vigtigste for en god skoledag. I resolutionen har børnene formuleret 17 konkrete anbefalinger om alt lige fra et bedre indeklima til respekt for børnenes ytringsfrihed og bedre inklusion af elever med handicap.
Det er vigtigt, at disse anbefalinger bliver hørt, og at landets elever oplever, at vi og politikerne tager dem seriøst. Derfor er vi også virkelig glade for, at statsministeren i dag har afsat tid i sin travle kalender til at mødes med børnene og tage imod deres anbefalinger. Det styrker børnene i, at deres meninger tæller,” siger Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF Danmark.
UNICEF Rettighedsskoler er støttet Velux Fonden og IKEA Danmark. Det er også finansiering fra IKEA Danmark, som har muliggjort etableringen af Det Nationale Rettighedsråd, der består af elever fra alle Rettighedsskolerne i Danmar
Kommentarer