Ringsted Tennisklub får ny hjælpetræner
Ringsted Tennisklub får nu mulighed for at trække på ekstra kvalificeret trænerbistand. Dansk Tennis Forbund og Sjællands Tennis Union har oprettet et trænerhus, hvor mindre klubber kan deles om en fuldtidstræner, og tennisklubben har tilmeldt sig denne ordning.
Der er nu to dygtige trænere og fire klubber tilknyttet det nye ‘Trænerhus’ i Dansk Tennis Forbund. Henning Lundsfryd og Kitte Kry Bøttcher er klar til at rykke ud i to klubber hver. Jyllinge og Køge var de første, der skrev kontakt, og nu er også Holbæk og Ringsted kommet med. Aftalerne gælder fra sommersæsonens start i 2017 og et år frem.
Det bliver Henning Lundsfryd, der bliver tilknyttet Ringstedklubben.
Han kommer senest fra KB, men har også været træner i Birkerød og Hørsholm. Nu skal han ud i noget mindre klubber, hvor han også glæder sig til at være med til at skabe forbedringer:
– Der er jo ikke to klubber, der er ens, så derfor gælder det om at finde ud af, hvad der er behov for de enkelte steder, og forhåbentlig kan jeg være med til at gøre klubben nysgerrig på en masse ting. Jeg går selv meget op i klubudvikling og glæder mig til samarbejdet med de frivillige i de to klubber. Og forhåbentlig kan jeg være med til at sikre et godt grundlag for fremtiden i klubben,” siger Henning, der selv har 10-11 års erfaring som fuldtidstræner.
I Ringsted Tennisklub er formand Svend Erik Thomsen positiv spændt på samarbejdet:
– DTF har med Trænerhuset ramt vores behov meget godt. Vi kender ikke træneren på forhånd, men vi har haft en god, indledende snak og har tillid til, at DTF leverer et godt produkt til os i den sæson, der er ved at gå i gang. Vi er netop en klub i en størrelse, der har brug for en deltidstræner, siger Svend Erik Thomsen.
Kommentarer