Ringsted Kommunes unge stormer frem: Kun Roskilde har en større andel med ungdomsuddannelse

Efter en langvarig og målrettet indsats fra Ringsted Kommunes ungeindsatser gennemførte 80 procent af de 25-årige en ungdomsuddannelse. Det viser tal fra Region Sjællands uddannelsesanalyse.
Unge i Ringsted Kommune klarer sig imponerende godt, når det kommer til at tage en ungdomsuddannelse. Faktisk er det kun Roskilde – en universitetsby – der har en større andel af 25-årige med en ungdomsuddannelse.
Ifølge tal fra Region Sjællands seneste uddannelsesanalyse har 81 procent af de 25-årige i Ringsted Kommune i 2023 gennemført en ungdomsuddannelse kun overgået af 83 procent i Roskilde Kommune.
Det flotte resultat er ikke kommet af sig selv, men er et direkte resultat af en langvarig og målrettet indsats fra Ungeenheden, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og kommunens skoler.
Vedholdende arbejde giver resultater
Ringsted Kommunes indsats bygger på en helhedsorienteret tilgang, hvor unge støttes individuelt gennem hele deres vej mod uddannelse og beskæftigelse.
– Et langt og vedholdende arbejde har været afgørende for at motivere unge, der måske ikke umiddelbart ser sig selv i en ungdomsuddannelse. For mange unge kommer motivationen gennem fritidsjob, deltidsansættelser eller praktikforløb, før de finder modet og meningen i at tage det næste skridt, forklarer leder af Ungeenheden i Ringsted Kommune Henrik Kjer.
Derudover sikrer UU-vejledere og grundskolevejledere, at de unge følges tæt, indtil de er godt på vej i deres uddannelsesforløb.
– Det tætte samarbejde, vi uddannelsesvejledere har med de andre faggrupper i Ungeenheden, er helt afgørende for, at vi sammen griber de unge, siger Jeanette Bjerking Lystrup, der er uddannelsesvejleder i UU Ringsted og uddyber:
– Mange af de unge, som har det vanskeligt i deres uddannelsesforløb, er i komplekse problemstillinger, som kræver hjælp fra forskellige faggrupper. Hertil kommer, at vi har et tæt samarbejde med vejlederne på de forskellige uddannelsesinstitutioner.
Jeanette Bjerking Lystrup forklarer, at UU, Ungeenheden og skolerne samarbejder om at bygge bro for sårbare unge, så de kommer godt i gang med deres uddannelse og om at hjælp de unge, der ikke er i trivsel, videre i andre tilbud.
Samarbejde med erhvervsliv og ungdomsuddannelser
Endelig har Ringsted opbygget et tæt og struktureret samarbejde med både erhvervslivet og ungdomsuddannelserne, hvilket skaber relevante og meningsfulde muligheder for de unge.
– En ungdomsuddannelse er afgørende for de unges fremtid. Den øger chancerne for et stabilt voksenliv og beskæftigelse og reducerer risikoen for social marginalisering. Når flere unge gennemfører en uddannelse, styrker det ikke kun deres individuelle livsmuligheder, men også samfundets økonomi og sammenhængskraft, siger Henrik Kjer.
Kommentarer