Ringsted Kommune sender skoleledere på højskole
Ringsted Kommune har indgået en aftale med Askov Højskole, der betyder, at Ringsteds skole- og børneledere skal uddannes på højskolen, så de kan blive rustet til at arbejde i krydsfeltet mellem politik og pædagogik.
– Lederne lever livet farligt. Ledelsesmandatet er tvetydigt og usikkert, og man skal ofte spænde vidt mellem abstrakte politiske visioner og den konkrete dagligdag. Derfor er det en vigtig uddannelse, som jeg er stolt af, at vi skal stå for her på Askov Højskole, forklarer forstander på Askov Højskole, Klaus Majgaard, i en pressemeddelelse.
Det bliver højskoleforstanderen selv, som sammen med lektor på Københavns Universitet Jacob Alsted skal stå for undervisningen. Begge har en fortid som ledere. Klaus Majgaard har blandt andet været børne- og ungedirektør i Odense Kommune. Og det har haft stor betydning for Ringsted Kommunes valg af Askov Højskole.
– Den teoretiske indsats og praktiske forståelse, som Jacob og Klaus har, gør, at vores ledere opnår et udbytte, der kommer både dem selv, deres medarbejdere og børn og elever i Ringsted Kommune til gode, siger Ringsted Kommunes skole- og børnedirektør, Henrik Harder.
Formålet med forløbet er altså at give lederne en uddannelse, der kan ruste dem til tackle de udfordringer, de møder i deres arbejdsdag. Men her spiller højskolemiljøet og den særlige ånd, der på Askov Højskole, også ind.
– Jeg synes fint, at den særlige ånd, der er på Askov Højskole, understøtter den refleksion, dialog og udvikling, vi som deltagere skal undergå undervejs, fastslår Henrik Harder og får opbakning af Klaus Majgaard:
– Lederne kommer til at deltage i det almindelige højskoleliv med morgensang og aftenforedrag samtidig med, at de får et koncentreret undervisnings- og træningsforløb, der kan udvikle dem professionelt, lyder det fra højskoleforstanderen.
I alt kommer 40 skoleledere, 23 dagtilbudsledere og ni konsulenter og chefer fra forvaltningen i Ringsted Kommune til at deltage på lederkurset på Askov Højskole med start i december.
Kommentarer