Ringsted by

Ringsted Kommune kan forvente 28 nye flygtninge i 2018

Ringsted Kommune kan forvente at skulle modtage 28 flygtninge i 2018. Det fremgår af tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der samtidig skønner, at 5.000 personer vil søge om asyl i Danmark i 2018.

Det endelige antal flygtninge i Ringsted kan dog i praksis ende med at blive en del højere. Antallet afhænger nemlig af, hvor mange familiesammenføringer, der efterfølgende gennemføres. Erfaringsmæssigt vil det kunne føre til en fordobling af tallet. Sidste går blev der gennemført 13 familiesammenføringer i Ringsted.

Ringsted er en af de kommuner i Region Sjælland, der forholdsvis har modtaget flest flygtninge set i forhold til det samlede indbyggertal. I alt boede der pr. 1. januar 2017 1765 flygtninge i Ringsted Kommune, hvilket svarer til godt fem procent af indbyggertallet.

Ringsted har ikke nogen direkte indflydelse på, hvor mange flygtninge man modtager. Det afgøres suverænt af regeringen, der fastsætter kvoterne for fordeling af flygtninge.

Beregningen af de årlige kvoter er fastsat i Integrationsloven og udmøntet i ‘Bekendtgørelse om boligplacering af flygtninge’, Her fremgår det, at der skal tages højde for en række forskellige faktorer, herunder den enkelte kommunes andel af den samlede befolkning, kommunens andel af indvandrere og flygtninge samt antallet af familiesammenførte udlændinge, der er kommet til kommunen året forinden. Der er således tale om en rent matematisk udregning.

 

 

Kommentarer