Ringsted Galleriet åbner ny og sidste udstilling i 2022
Et tilsyneladende glemt nøglesæt, som er hængt til tørre over vejen, en hybridlignende menneskefigur, en serie korsfæstede skulpturer og sprogets mangelfuldhed. Der er lagt op til drama, når Ringsted Galleriet blænder op for den sjette og sidste udstilling i Ringsted Galleriets store udstillingsprogram, JUBILÆUM. Et program, der gennem hele 2022 har fejret galleriets 40-årige virke med kunst i udstillingsrum såvel som på byens gadeoverhængende wires på de to centralt liggende gader, Tinggade og Sct. Hans Gade i Ringsted by.
Til hver udstilling i jubilæumsprogrammet forbindes Ringsted Galleriets lange, fine udstillingshistorie med den nyeste samtidskunst, og den sjette og sidste udstilling i rækken bliver ikke en undtagelse! Udstillingsåret afrundes med manér med en kending af galleriet, nemlig Bjørn Nørgaard (f. 1947), som gøres følgeskab af Anne-Mette Schultz (f. 1983) og Heine Kjærgaard Klausen (f. 1978) i udstillingsrum, mens kunstnergruppen, ‘A Kassen’, som har eksisteret siden 2004, udstiller på wires i byrum.
I udstillingsrum viser Bjørn Nørgaard værket “Borgeren fra Calais“ – en groft modelleret figur, der forestiller en hybrid mellem menneske og fugl stående uroligt med en overdimensioneret, tung nøgle. Titlen er en parafrasering af Rodin’s værk “Borgerne fra Calais” (1889), som beskriver et overgivelses-ritual beordret af den engelske konge i 1347. Fortællingen kredser om opofrelse og mod blandt byens ledende mænd, som er reduceret til en enkel figur hos Nørgaard, hvor det heroiske og maskuline synes retningsløst.
Den heroiske maskulinitet syntes at være helt afmonteret hos Heine Kjærgaard Klausen. I et mellemværende af religiøs gravsteds- og barok pop-punk æstetik præsenterer han en serie, nye skulpturer. På korslignende jernstativer udstilles bl.a. afstøbte kropsdele og abstrakt-modellerede gipsformer i sammenspil med fundne objekter som en guldbelagt, androgyn figur, perlehalskæder og dødningehoveder, som leder tankerne mod den allestedsnærværende død, kærlighed men også på forbrugskultur.
I byrum viser ‘A Kassen’ projektet “Lost and Found”, der består af en række hverdagsobjekter ophængt på gadeoverhængende wires. Det er eks. et nøglesæt til en cykel, der står låst i gaden eller et afmonteret udstødningsrør, der bringer wiren ud af kurs. Det er små, æstetiske forskydninger i bybilledet af genkendelige objekter i ny kontekst. Objekterne er indsamlet lokalt og relaterer sig til de omgivelser de udstilles i. Med projektet “Lost and Found” åbnes der for poetiske fortællinger gennem abstrakte forbindelser.
Der er skruet op og ned for dramatikken, når der bydes velkommen til årets sjette og sidste jubilæumsudstilling, hvor der stilles spørgsmål til maskulinitet, kropslige tilstande, sprog og de objekter, som vi omgiver os med. Her er tre kunstnere og en kunstnergruppe sat i stævne, som alle arbejder skulpturelt med fortællinger; fra den lille, banale og intime fortælling til de store, problematiske historier, der er med til at forme vores kultur på godt og ondt.
Der er fernisering på udstillingen Jubilæum 6 på lørdag den 8. oktober klokken 13-16, hvor det vil det være muligt at deltage på guidet tur og høre kunstnerne fortælle om kunstnernes værker efterfulgt af let proviantering tilbage på Ringsted Galleriet.
Udstillingen kan ses frem til og med 29. oktober 2022. Der er åbent alle lørdage fra kl. 13 til 16 eller efter aftale, mens kunst på wires kan ses 24/7.
Om udstillingen
Med udstillingsprogrammet, JUBILÆUM, fortsætter Ringsted Galleriet sin pågående udstillingsprofil, hvor byens typiske begivenhedsmarkører, de gadeoverhængende wires, overtages af nogle af Danmarks mest toneangivende kunstnere, samtidig med at man også kan opleve kunst i udstillingsrummet på villavejen, Bøllingsvej 15, som er Ringsted Galleriets base. Igennem årtier har Ringsted Galleriet været med til at bringe nogle af Danmarks største kunstnere til Ringsted. Til dette udstillingsprogram har vi inviteret en række af disse kunstnere tilbage til Ringsted i følgeskab af en eller flere, nye kunstnere af Ringsted Galleriet.
Udstillingsprogrammet, JUBILÆUM er kurateret af Heidi Hove og Morten K. Jacobsen og består af i alt 6 udstillinger. De deltagende kunstnere på JUBILÆUM er: Cecilie Skov, Morten Buch, Nat Bloch Gregersen, Hans E. Madsen, Arthur Köpcke, Ragnhild May, Mads Lindberg, Søren Jensen, Hesselholdt & Mejlvang, Jytte Rex, Stense Andrea Lind-Valdan, Rosa Marie Frang, Jacob Borges, Gudrun Hasle, Tina Maria Nielsen, Rune Bering, Klaus Thejll Jakobsen, Trine Søndergaard, Nicolai Howalt, Agnete Bertram, Sian Kristoffersen, Jon Stahn, Ruth Campau, Ingela Skytte, Heine Kjærgaard Klausen, Bjørn Nørgaard, Anne-Mette Schultz og A Kassen.
Ringsted Galleriet blev en realitet i 1982, hvor det blev grundlagt af de tre lokale kunstnere, Ib Tage Larsen, David Udbjørg og Gunnar Nielsen og har lige siden været kunstnerdrevet. Det er i dag beliggende i et forhenværende lagerlokale, som tidligere både har huset trykkeri og landbrugsmuseum på Bøllingsvej 15 i Ringsted by. Det består af ét stort udstillingsrum på 130m2 og to undervisningslokaler, hvor samtidskunsten og dets aktuelle tematikker og teknikker formidles til både børn, unge og voksne.
Ringsted Galleriet har gennem tiden markeret sig som en vigtig medspiller på kunstscenen med udstilling af internationale navne såsom Nina Beier (DK), Olafur Eliasson (IS/DK), Vibeke Tandberg (NO) og Christian Andersson (SE). Kvalitets kunst bør være for alle, og bør være noget der er forankret i dagligdagen. Derfor er ønsket med udstillingsprogrammet, JUBILÆUM og fremtidige programmer, at give samtidskunsten større synlighed i det offentlige rum i Ringsted, samtidig med at formidlingen vægtes og kan opleves gennem guidede ture, workshops og meget mere. Find mere information herom på vores hjemmeside.
Kommentarer