Ringsted Bibliotek med i pilotprojekt for aktivering af seniorer
Ringsted Bibliotek deltager det næste halve år i et nyt eksperiment med en række forskellige aktivitetsforløb, der skal holde hjernerne friske hos seniorer.
I samarbejde med Ringsted Museum og Arkiv vil Ringsted Bibliotek & Borgerservice arrangere vandreture og omvisninger, og den nye viden om Ringsted formidles siden af seniorerne via film og digitale medier.
Biblioteket har fået tilskud af Slots- og Kulturstyrelsen til at udvikle pilotforløbet, der skal omsætte forskningsbaseret viden til engagerede og fællesskabsdannende aktiviteter for seniorer omkring pensionsalderen.
Pilotforløbene skal i foråret 2018 danne basis for en ny runde af eksperimenter i et toårigt projekt støttet af Nordea Fonden og er en del af projektet ‘Hold hjernen frisk’, der er et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Center for Sund Aldring og med DGI som projektansvarlig.
Et vigtigt led i projektet er netop inddragelse af IT som værktøj og legetøj, der kan bidrage til at styrke borgernes såkaldte mestringskompetencer foruden den fysiske og psykiske sundhed.
Kommentarer