Ringsted by

Ringsted Bibliotek er klar med programmet for foråret 2020

Ringsted Bibliotek er klar med programmet for foråret 2020

Ringsted Bibliotek er klart med forårets program for 2020, hvor du blandt andet kan opleve en solokoncert med Thomas Buttenschøn og et foredrag med krimiforfatteren Sara Blædel. Billetsalget starter mandag den 16. december kl. 11.00.

Biblioteket sætter fokus på FN’s 17 verdensmål
FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er temaet i foråret 2020 på Ringsted Bibliotek. Med et bredt udvalg af aktiviteter, events og arrangementer sætter biblioteket fokus på de 17 verdensmål, der med deres mange delmål også kan være pejlemærker i din hverdag.

På biblioteket bliver du budt velkommen til et forår med udstillinger, booktalk, børneteater, film, foredrag, strikkebogsshow, morgensang, levende værksteder, brætspilsaftener, pandekagedag, koncerter og meget mere.

Vær med til samtalecafé om FN’s verdensmål, en bæredygtighedsworkshop i børnebiblioteket eller mød journalisten og retorikeren Signe Wenneberg til et foredrag om verdensmål og hverdagsaktivisme.

Biblioteket får besøg af Peter Langwithz Smith, der er forfatter til bogen ”Dødens Bolig – Auschwitz-Birkenau”. Randers Egnsteater spiller børneteater forestillingen ”Kærlighed” om en frø, som forelsker sig i en and.

Du kan også opleve en aften med krimiforfatteren Sara Blædel, der er aktuel med bogen ”Pigen under træet” og en solokoncert med Thomas Buttenschøn, samt en akustisk koncert med Rasmus Nøhr.

Billetter og program for foråret
Du kan se hele forårets program i bibliotekets trykte program eller på ringstedbib.dk. Billetsalget starter mandag den 16. december kl. 11.00, hvor du også kan hente det trykte program.

Kommentarer