Red Barnet indvier uderum til børn med handicap
Nu får børn med handicap endnu bedre mulighed for at opleve naturen på lige fod med andre børn.
Den 18 august indvier Red Barnet landets første multifunktionelle uderum designet til børn med handicap. Det sker i Bidstrup Skovene ved Lejre, hvor børn fra Skjoldungeklubben er med til at fejre deres nye base i naturen.
Soveposerne er ekstra varme, bålstedet har ild i kørestolshøjde, og der er et handicaptoilet i nærheden. Når børn med handicap i dag indvier et nyt 160 kvadratmeter stort uderum i Bidstrup Skovene ved Lejre, er der tænkt på det meste for at sikre, at børnene kan opleve, sanse og overnatte i naturen på lige fod med andre børn.
Stien gennem skoven til det overdækkede uderum er med en overflade egnet til kørestol og en handicapsikret bro. Der er ramper, skinner og lifte i det overdækkede uderum. Og der er en stor grejbank med blandt andet terrængående kørestole og specialudstyr til at lave mad.
Det multifunktionelle uderum er det første af sin slags i Danmark, og børn med funktionsnedsættelser fra hele landet kommer til at kunne få glæde af det. Red Barnet har udviklet uderummet i tæt samarbejde med Handicapidrættens Videnscenter, og det er finansieret af Kavlifondet, Roskilde Foreningen, Naturstyrelsen, Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungelandet.
Red Barnets naturvejleder Morten Kjelmann glæder sig over, at børn med handicap nu får helt nye og bedre muligheder for at komme ud i naturen.
– Børn med funktionsnedsættelser er ofte ufrivilligt indemennesker. Vi har tendens til at beskytte dem mod blæst og kulde eller risikoen for at vælte med kørestolen, men det forhindrer, at oplevelser i naturen bliver en almindelig del af deres barndom. Med det nye uderum bliver naturen meget mere tilgængelig for dem. Nu kan de komme helt tæt på dyr og planter og opleve skov, strand og enge på alle årstider, og det er vi rigtig glade for, siger Morten Kjelmann.
Naturen styrker børn og forældre
Indvielsen af uderummet finder sted lørdag den 18. august klokken 13-15 i Bidstrup Skovene i Avnstrup ved Lejre. Med til indvielsen er familier fra Skjoldungeklubben, der er en naturoplevelsesklub under Red Barnet, som tilbyder naturoplevelser og friluftsliv til børn med funktionsnedsættelse, deres familie og venner. Klubben mødes en gang om måneden, og børnene har blandt andet lavet fuglekasser af træstammer, fisket i vandløb og smagt vildt sammen med Red Barnets frivillige, der arrangerer aktiviteterne.
– Klubben hjælper med at flytte grænser for både børn og forældre. I naturen er der plads til udvikling og oplevelser i stærke fællesskaber, og vi kan se, at børnene i Skjoldungeklubben har udviklet sig enormt i klubbens første år. Nu får de og andre børn med funktionsnedsættelser endnu bedre muligheder for at rulle sig i skovbunden, røre ved en grangren eller høre nattergalen synge, og det er så dejligt, siger Morten Kjelmann.
Naturstyrelsen kommer til at stå for driften af uderummet i Bidstrup Skovene.
Program for indvielsen den 18. august:
13.00: Velkomst. Børn, forældre og Red Barnets frivillige serverer snacks og drikke.
13.15: Taler ved udvalgsformand Thomas Bisgaard, formand for Udvalget for Børn & Ungdom, Lejre Kommune, skovrider Jens Peter Simonsen, Naturstyrelsen Vestsjælland, og Dorthe Ploug Hansen, national chef for Red Barnet.
13.30: Knud Lilholm, tidligere formand for Kavlifondet, siger et par ord.
13.35: Aktiviteter med børn og familier samt smagning af lækkerier fra skov og natur.
14.30: Arrangementet slutter officielt.
Kommentarer