Ringsted by

Populært at være i Skolepatruljen

Året rundt står omkring 20.000 børn i alderen 12-13 år ved skolevejene for at hjælpe de yngre skolebørn sikkert og trygt over skolevejen. På tre ud af fire skoler står børnene nærmest i kø for at blive skolepatrulje

Eleverne møder før deres klassekammerater, får ikke løn og står ude i trafikken i deres refleksfarvede veste uanset om det stormer, kulden bider eller regnen vælter ned.

På tre ud af fire skoler står børnene nærmest i kø for at blive skolepatrulje. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring.

Og tilsyneladende er det en populær opgave blandt eleverne. På tre ud af fire skoler fortæller lærerne, at det er nemt eller meget nemt at få elever til at være med i en skolepatrulje. Det viser en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring har gennemført blandt 456 lærere i hele landet.

–    Det er meget positivt, at så mange børn frivilligt vil møde op hver dag for at hjælpe de yngre klassekammerater gennem morgentrafikken ved skolerne. Skolepatruljernes arbejde gør det også mere trygt for forældre at sende deres børn ud i trafikken. Den indsats fortjener et stort skulderklap, siger Jakob Skov Øllgård, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Skolepatruljernes beløning. 

For at belønne og hylde eleverne for deres frivillige indsats, har Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring inviteret alle landets skolepatruljeelever til en gratis festdag i LEGOLAND i Billund eller Tivoli i København

Hvert år er omkring 8.000 skolepatruljeelever samlet på denne festdag. Omkring 3.000 elever møder op med deres lærere i LEGOLAND ved Billund og cirka 5.000 elever i Tivoli i København. På de to festdage bliver eleverne hyldet for deres indsats af bl.a. Rådet for Sikker Trafik og politiet. Foruden rosende ord kan eleverne vinde præmier og får derefter fri adgang til forlystelserne som tak for deres bidrag på skolevejene.

–    Det her er en stor fest for skolepatruljerne. Mange elever har glædet sig hele året til de her to dage, hvor de sammen med vennerne bliver fejret, kan hygge sig og have en festlig og gratis dag i både LEGOLAND og Tivoli, siger Jakob Skov Øllgård, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Elever vokser med opgaven
I sidste måned kom det frem, at hver tredje skolepatruljeelev har haft ubehagelige oplevelser med trafikanter, der ikke viser hensyn eller råber efter eleverne. Men det er tilsyneladende ikke noget, der afskrækker nye elever fra at melde sig til skolepatruljerne. Eleverne kan se flere fordele ved at være med i en skolepatrulje, svarer de lærere, der har kontakten til skolepatruljeeleverne ude på skolerne.

Eleverne bliver især motiveret af det ansvar, der følger med, når de skal hjælpe de yngre elever sikkert og trygt over skolevejen, viser undersøgelsen, som Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring har gennemført blandt de 456 lærere, der har ansvar for skolepatruljerne.

–    Skolepatruljerne tager ansvar for de yngre elever og de viser samtidig os andre, at man skal respektere hinanden – også i trafikken. Det kalder på anerkendelse og hyldest fra alle os, der møder dem på deres vej, siger Mikkel Klausen, CSR-chef, Lærerstandens Brandforsikring.

 

Kommentarer