Politi hyldede modige borgere
Midt- og Vestsjællands Politi hyldede i fredags en række modige og handlekraftige borgere, der har modtaget et diplom og en dusør.
1. Mand, 48 år, bosiddende i Ringsted
2. Mand, 55 år, bosiddende i Ringsted
Ved et færdselsuheld på Holbækmotorvejen ved afkørsel 11 (Roskilde Kommune) den 4. september 2018 var en 55-årig mand og en 48-årig mand tilfældige forbikørende, der straks standsede deres køretøjer og hurtigt kom den tilskadekomne person til undsætning. Personen lå mellem førersæderne i sit køretøj, havde fået hjertestop og var bevidstløs. De to mænd fik i fællesskab flyttet personen ud af bilen og lagt personen i nødsporet. Mændene måtte udøve livreddende førstehjælp op i mod 20 minutter, hvortil den øvrige morgentrafik passerede med høj hastighed på motorvejen, indtil redningsmandskabet var fremme. De to mænd kender ikke på forhånd hinanden, men har formået at
samarbejde og skifte til at udøve hjerte-lungeredning på den livløse person.
Den 48-årige og 55-årige tildeles hver en dusør og et diplom for deres meget modige og handlekraftige indsats.
3. Mand, 28 år, bosiddende i Rønnede
Den 30. maj 2018 kort før kl. 06:00 kørte den 28-årige mand ind på en tankstation på Lillevangsvej i Greve Kommune på vej til arbejde. Da han kom ind i butikken, var der et røveri i gang, og gerningsmanden stod og talte med ekspedienten. Da gerningsmanden så den 28-årige, vendte han sig og gik truende imod den 28-årig med en saks i den ene hånd. Den 28-årige bad gerningsmanden om at forlade butikken. Da de stod ude foran butikken, gik gerningsmanden igen imod den 28-årige mand med saksen og forsøgte at stikke ud efter ham. Den 28-årige fik overmandet gerningsmanden, lagt ham ned og tilbageholdt ham, indtil politiet ankom. Med sin indgriben og handlekraft standsede den 28-årige mand det igangværende angreb, ligesom han sikrede de øvrige kunders sikkerhed ved at gerningsmanden ikke efterfølgende kunne forsætte volden mod andre.
Den 28-årige udviste i denne situation stor handlekraft og mod, hvorfor han får tildelt en dusør og et diplom.
4. Kvinde, 43 år, bosiddende i Valløby, Køge i Stevns Kommune
Lørdag den 19. maj 2018 kl. 15.00 hørte den 43-årige og hendes ægtefælle, som er politikommissær i Midt- og Vestsjællands Politi, råben og skrigen fra deres nabo. Naboen havde været ude for et drabsforsøg og var blevet angrebet med en kniv.
Hun var i kritisk tilstand. Den 43-årige og hendes mand fik bragt den knivramte kvinde i sikkerhed og ydede en vigtig og livreddende førstehjælp på gerningsstedet. Det er politiets opfattelse, at denne førstehjælp har været afgørende for, at den forurettede overlevede drabsforsøget.
Den 43-årige kvinde tildeles en dusør og et diplom for sin ekstraordinære, modige og resolutte handlekraft. Hendes mand er ligeledes indstillet og har modtaget en dusør fra Rigspolitiet.
5. Ung mand, 16 år, bosiddende i Klippinge, Stevns Kommune
Den 2. juli 2018 kl. 15:20 blev den 16-årige og en anden ung mand kontaktet af en kvinde på strandområdet ved Strøby Egede, som oplyste drengene om, at hendes mand havde taget en svømmetur og nu lå med hovedet nedad ca. 20-30 meter ude i vandet. Resolut sprang den 16-årige og den anden unge mand i vandet; de fik vendt den tilskadekomne rundt og hevet ham ind på land. Her konstaterede drengene, at manden trak vejret, og efterfølgende lagde de ham i aflåst sideleje med hjælp fra en forbipasserende surfer. Den tilskadekomne blev tildækket med et alutæppe, indtil ambulancen ankom kort efter og kunne overtage behandlingen.
Den 16-årige tildeles en dusør og et diplom for hans meget hurtige og altafgørende indsats. Den anden unge mand tildeles ligeledes en dusør og et diplom.
6. Mand, 49 år, bosiddende i Ringsted
Den 13. september 2018 kl. 08:10 kørte en 49-årig mand tilfældigt forbi gerningsstedet på skolegade i Ringsted og så flammer brænde bag et vindue i en lejlighedsopgang. Manden standsede straks sit køretøj, løb hen til bygningen og ind i opgangen. Manden bankede på alle dørene i opgangen for at vække alle beboerne i ejendommen. Manden fik gjort alle i opgangen opmærksomme på branden, så alle kom ud og forlod bygningen. Inden manden selv forlod bygningen, tog han brandslangen, der var placeret i opgangen. Manden kravlede under røgen og forsøgte at slukke det brændende komfur, der var årsag til det hele.
Selvom det i sådanne situationer er meget vigtigt, at man udviser forsigtighed og tager hensyn til egen sikkerhed, var den 49-årige mands indsats meget modig, årvågen og handlekraftig og derfor tildeles han en dusør og et diplom.
7. Mand, 59 år, bosiddende i Havdrup
Den 15. februar 2018 kort før kl. 21:00 blev en 59-årig mand kontaktet af sin nabo, som oplyste ham om, at der var et muligt indbrud i gang hos genboen. Den 59-årige gik over til genboen og observerede to gerningsmænd, som han forsøgte at råbe an. De to gerningsmænd stak af fra stedet og ud igennem hækken, hvorefter manden valgte at eftersætte dem til fods. Efter en kort eftersættelse mistede manden den visuelle kontakt til gerningsmændene, men hans gode situationsmeldinger, herunder udløbsretninger og signalementer til de tilkaldte patruljer førte kort efter til anholdelse af de to gerningsmænd.
Den 59-årige mand tildeles en dusør og et diplom for sin resolutte, modige og handlekraftige indsats.
9. Mand, 62 år, bosiddende i Vordingborg
Den 17. oktober 2017 kort før kl. 09:00, observerede manden en gravko liggende i en voldgrav ved Vallø Slot i Stevns Kommune, så førerhuset delvist lå under vand. Den 62-årige ringede straks 1-1-2 og løb hen til den forulykkede gravko. Manden sparkede ruden til førerhuset ind, hvor der lå en fastklem person med hovedet delvist under vand og den ene arm i klemme. Ved politiets ankomst forblev den 62-årige siddende hos den forulykkede fører og ydede den nødvendige fysiske og psykisk førstehjælp, således at politiet fik mulighed for at
sikre gerningsstedet og få ambulance og brandvæsen frem.
Den 62-årige tildeles i dag en dusør og et diplom, idet han udviste en høj grad af årvågenhed, handlekraft og mod som i sidste ende, trods svære kvæstelser, førte til at føreren af den forulykkede gravko reddede livet.
10. Mand, 25 år, bosiddende i Ringsted
I forbindelse med et indbrud i et solcenter i Ringsted den 15. november 2017 ca. kl. 22:04, rettede en 25-årig mand henvendelse til en patruljevogn, som runderede i gerningsområdet. Manden oplyste, at han havde bemærket tre personer, som havde udvist en mistænkelig adfærd i området. Derudover oplyste manden patruljen om, at de tre personer havde gemt sig i en nærliggende baggård.
Patruljen tog manden med i bilen, og han viste vej til gerningsmændenes mulige gemmested. Patruljen fandt de tre mistænkelige drenge i baggården, og de blev desuden fundet i besiddelse af en vinkelsliber. De blev efterfølgende anholdt for indbruddet i solcenteret.
Den 25-årige mand tildeles en dusør og et diplom for at have udvist handlekraft og hjælpsomhed, som førte til at politiet meget hurtigt kunne pågribe gerningsmændene.
11. Mand, 45 år, bosiddende i Ballerup
Den 10. februar 2018 kl. 20:09 ankom en 45-årige mand hos en borger i Solrød i forbindelse med sit arbejde. Borgerens lejlighed var meget tilrøget, og det skyldtes, at der var gået ild i et klæde, der lå ved siden af borgerens seng. Borgeren var syg og kørestolebruger, så han var ikke i stand til selv at forlade lejligheden. Manden fik slukket det brændende klæde, hvorefter han fik borgeren over i en kørestol, så han kunne komme ud af den røgfyldte lejlighed. Hvis manden ikke var ankommet til borgerens lejlighed, så havde branden højt
sandsynligt spredt sig, og det havde fået fatale følger for borgeren. Den 45-årige mand tildeles en dusør og et diplom for sin handlekraft og
afgørende indsats for, at beboeren af lejligheden slap med livet i behold.
12. Mand, 18 år, bosiddende i Kirke-Såby
Den 12. januar 2018 kl. 20:14 var en 18-årig mand og hans kollega ved at lukke af i Brugsen i Gevninge. Da de stod ved bagindgangen og var på vej ud med skrald, blev de antastet af en mand, som var bevæbnet med en hammer i et forsøg på røveri. Gerningsmanden tog fat i den 18-årige mand, som fik vristet sig fri og løb væk. Gerningsmanden fortsatte ind i baglokalet med hammeren hævet over hovedet og var på vej imod den 18-åriges kollega. Den 18-årige løb tilbage og fik skubbet gerningsmanden ud af døren og derved standsede overfaldet på sin
kollega.
Ved denne handling udviste den 18-årige stort mod og handlekraft, ved uden tanke for egen sikkerhed at få standset et overfald på en kollega. Derfor tildeles han en dusør og et diplom.
13. Dreng, 12 år, bosiddende i Gørlev Sjælland
14. Mand, 19 år, bosiddende i Kalundborg
Den 13. marts 2018 kort før kl. 17:30 besvimede en ung mand i Kalundborg svømmehal, da han dykkede efter ringe i vandet. En 12-årig dreng stod oppe på bassinkanten og observerede, at manden ikke kom op til vandoverfladen igen, hvorefter han resolut hoppede i vandet og dykkede ned efter manden. Da den 12- årige kom op til vandoverfladen med manden blev han mødt af en 19-årig mand, som hjalp ham med at få manden op på bassinkanten. Der var ingen vejrtrækning, så den 12-årige og den 19-årige påbegyndte straks førstehjælp ved indblæsninger og hjertemassage. Kort tid efter kom han til bevidsthed og har det godt i dag.
Med deres unge alder taget i betragtning, så er det en helt fantastisk og ekstraordinær indsats den 12-årige og 19-årige har udført, derfor tildeles de en dusør og et diplom.
15. Ung mand, 14 år, bosiddende i Ringsted
Den 8. juni 2018 ca. kl. 20:00 befandt en 14-årig ung mand og en anden ung mand sig på Ringsted station, da de hørte en kvinde råbe ”stop tyven”. Den 14-årige henvendte sig til kvinden, som udpegede tyven, hvorefter den anden unge mand hurtigt satte i løb efter ham. Under forfølgelsen smed tyven tasken fra sig, men den unge mand fortsatte efter ham og fik indhentet ham et stykke længere fremme. Den 14-årige skyndte sig efter den unge mand og gerningsmanden og hjalp efterfølgende med at tilbageholde tasketyven, indtil politiet ankom til stedet.
Den 14-årige tildeles en dusør og et diplom for at udvise mod og handlekraft i en situation, hvor mange nok havde valgt at holde sig på sikker afstand. Den anden unge mand tildeles også en dusør og et diplom.
16. Kvinde, 44 år, bosiddende i København N
Den 6. juli 2018 kl. 20:35 lå en kvinde på en af Roskilde Festivals koncertpladser med krampetrækninger og hyperventilation. Den 44-årige kvinde henvendte sig hurtigt og oplyste, at hun var sygeplejerske og foretog efterfølgende en sundhedsfaglig vurdering af kvinden. Kort tid efter holdt kvinden op med at trække vejret, hvorefter den 44-årige kvinde resolut begyndte hjerte-lungeredning. Det er af politiets opfattelse, at det er takket være den 44-årige, at kvinden genvandt bevidstheden og selv begyndte at trække vejret igen.
Den 44-årige kvinde udviste i denne situation en handlekraft udover det sædvanlige, hvorfor hun tildeles en dusør og et diplom.
17. Kvinde, 21 år, bosiddende i Roskilde
Den 6. maj 2018 ca. kl. 21:15 bemærkede en 21-årig kvinde en tilsyneladende psykisk syg borger, der havde forvildet sig ned på togskinnerne på Ringsted station. Den 21-årige vidste, at der inden for kort tid ville ankomme et tog, så hun tog derfor situationen meget alvorligt og besluttede sig for at gå ned på skinnerne og få borgeren med op på perronen, inden toget kom. Den 21-årige tog kontakt til borgeren og tog en snak med ham. Dette resulterede i, at han gik med op på perronen og takkede kvinden for hendes hjælp.
Den 21-årige tildeles i dag en dusør og et diplom, da hun har udvist en høj grad af beslutsomhed og handlekraft, og hendes indsats var altafgørende for den syge borger.
19. Mand, 36 år, bosiddende i Glostrup
I forbindelse med et cykelløb søndag den 3. september 2017 kørte en cykelrytter frontalt sammen med en motorcykel i Veksø Sjælland, hvilket resulterede i et meget alvorligt styrt. Den 36-årig mand var deltager i cykelløbet og lå i samme felt som den forulykkede cyklist. Da cyklisten blev påkørt, blev han kastet forover og landede et stykke længere henne ad vejen. Resolut løb den 36-årige hurtigt hen
til den forulykkede cyklist, som ikke trak vejret, lå med åbent benbrud, svære hovedlæsioner og havde brækket armen. Med hjælp fra andre deltagere i cykelløbet påbegyndte den 36-årige førstehjælp og fik stabiliseret den tilskadekomne, indtil redningsmandskabet kom frem.
Den 36-årige tildeles en dusør og et diplom for at have udvist initiativ ud over det sædvanlige og for hans altafgørende indsats.
Hvis I ønsker kontakt til en eller flere af borgerne, så send os en mail på mvsj-kommunikation@politi.dk, så tager politiet kontakt til borgerne og spørger, om de ønsker at stille op.
Kommentarer