Allindelille

Planlægger multibane i Allindelille

Allindelille Friskole og Allindelille Idrætsforening er primus motor på byggeriet af multibanen

Der skal mere liv til landsbyen, og derfor vil landsbysamfundet i Allindelille ved Ringsted bygge en ny multibane i løbet af foråret, der skal give områdets beboere mulighed for at dyrke alt fra street-fodbold til parkour. Det skriver Sjællandske.

Det er Allindelille Friskole og Allindelille Idrætsforening, der er primus motor på byggeriet af multibanen, som kommer til at ligge ved Allindelille Friskole på Skeevej.

Håbet er, fortæller projektleder på multibanen Jens Henrik Lynggaard, at den nye bane sætter flere indbyggere i bevægelse.

– Jeg ser da i hvert fald nogle muligheder for, at vi får nogen ud af starthullerne, som ikke har gjort det før. Jeg ved ikke, om det giver liv i byen, men det giver da liv omkring banen. Også i nogle weekender, hvor der til tider er lidt for stille.

For at finansiere den nye multibane har Haraldsted-Allindemagle lokalråd søgt om et tilskud fra Helhedsplanpuljen på næsten 120.000.

Projektet kommer i alt til at koste op mod en million kroner.

Den nye Multibane bliver 15 gange 30 meter i omfang og skal have optegninger til boldspil, tennis og basketball, men ifølge Jens Henrik Lynggaard er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan lave på banen. Samtidig har multibanen den fordel, at vejret ikke sætter grænser.

– Når man har en græsplæne, kan den jo kun bruges fra april til oktober. Multibanen er ikke afhængig af, hvordan vejret er. Det er nok kun udøveren, vejret kan påvirke her, siger Jens Henrik Lynggaard til Sjællandske.

Det er ikke kun idrætsforeningen, der har mulighed for at bruge banen. Også Allindelille Friskole skal benytte multibanen både til idræt og anden undervisning.

Arbejdet med at etablere multibanen kommer nemlig til at foregå i to etaper.

I den første etape vil frivillige kræfter klargøre området, hvor den nye multibane skal ligge.

Det frivillige arbejde vil blive udført af beboere, forældre til børn på skolen, medlemmer af idrætsforeningen og lokale erhvervsdrivende og kommer til at løbe op i omegnen af 300 arbejdstimer.

Hvis vind og vejr arter sig, kan den nye bane være færdig i begyndelsen af august.

Kommentarer