Plan om grøntaffaldsplads i Jystrup droppet efter protester
Planen om at anlægge en affaldsplads for grønt affald i udkanten af Jystrup nord for Ringsted er droppet.
Et enigt Ringsted Byråd besluttede – bl.a. på baggrund af kraftige borgerprotester – at opgive ideen og i stedet gå videre med en ide om at etablere fast afhentning af storskrald og grønt affald hos Jystrupborgerne hver fjerde uge.
Byrådet refererer til en tilsvarende ordning i Slagelse Kommune, hvor der er indgået en aftale med AffaldPlus. Ordningen ventes at ville komme til at koste godt 30 kr. pr. afhentning for hver husstand.
Byrådet vil nu nærmere undersøge, hvordan en kommende ordning vil kunne strikkes sammen i Ringsted Kommune. Man skal bl.a. beslutte, om alle husstande skal betale et fast beløb, eller om husstandene skal tilmelde sig individuelt fra gang til gang.
Kommentarer