Ringsted by

Alle partier er med i budgetaftale i Ringsted

 

Penge til ny daginstitution i stedet for Kastaniehaven, penge til ny SFO til Benløsegården og penge til skæve boliger.

Det er nogle af hovedelementerne i budgetaftalen for 2020 i Ringsted Kommune.

Partierne bag budgetaftalen

Der er indgået budgetaftale for 2020 i Ringsted Kommune mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti. Det Radikale Venstre, Enhedslisten samt Ringstedlisten.

Byrådet skal endeligt vedtage budgettet for 2020 på byrådsmødet tirsdag den 5. november.

Med budgetaftalen for 2020 har vi et samlet Byråd, der i fællesskab tager ansvar for Ringsted Kommunes drift og udvikling. Brede aftaler giver holdbare løsninger, og den stabilitet kommer borgere, virksomheder, foreninger og medarbejdere til gode, siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:

Budgetaftalen er med til at sørge for, at Ringsted Kommune fortsat har en sund og sikker økonomi. Samtidig har vi en økonomi, der giver os mulighed for stadig at investere i fremtiden, for eksempel som vi har gjort det med investeringen i nye daginstitutioner, siger borgmester Henrik Hvidesten.

I år har Byrådet begyndt budgetforhandlingerne med en ubalance, da de skulle finde ca. 15 millioner kroner i næste års budget.

Sammenlignet med andre kommuner er det ikke ret meget, og det er på et budget på 2,3 mia. kr. Så opgaven har været at skabe rum for en fortsat sikker drift af Ringsted Kommune. Den opgave har vi løst, og vi har fundet nogle løsninger, som kun i meget lille grad påvirker servicen for borgerne, siger borgmester Henrik Hvidesten.

Han peger på, at det for eksempel er besluttet at nedlægge en centerchefstilling og sikre en bedre styring af det specialiserede områder, hvor Ringsted Kommune blandt andet vil sikre en bedre udnyttelse af egne specialundervisningstilbud og bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet i eksterne tilbud.

Anlægsinvestering på børne- og fritidsområdet samt det sociale område

Budgetaftalen for 2020 giver flere penge til nye institutioner. Der afsættes 7,6 millioner kroner til en ny SFO til Benløsegården, og 44 millioner kroner til at etablere en ny børnehave i steder for Kastaniehaven.

Der skal desuden bruges mere end 13 millioner kroner til skæve og husvilde boliger. Dels kan der etableres otte nye skæve boliger til udsatte borgere, og dels kan de eksisterende 12 husvildeboliger i Dagmarsgade renoveres.

Derudover har Byrådet afsat flere penge til yderligere tiltag i helhedsplanen for Ringsted Sportcenter og til udskiftning af den eksisterende, men nedslidte kunstgræsbane ved sportscentret.

Der gives også penge til at forbedre trafikafviklingen på Nordre Ringvej, hvor der blandt andet kan skabes et ekstra spor ved det ene ben ud fra rundkørslen. Og endeligt er er også sat der er sat penge af til busbetjening af det nye sundhedscenter

Flere penge til rådgivning til unge og digitale fællesskab

Partierne har også prioriteret flere sociale tilbud og fritidstilbud. Her er der for eksempel afsat penge til imødekomme efterspørgslen på Ringsted Kommunes gratis tilbud om anonym rådgivning til unge i alderen 16-25 år.

Og partierne har afsat penge til, at Ringsted Kommune melder sig til det digitale fællesskab boblberg.dk, så Ringsteds borgere fra næste år gratis kan møde ligesindede og skabe nye relationer i det digitale fællesskab.

Pilotnaturpark skaber muligheder for friluftsliv og mere biodiversitet

Partierne har også fulgt op på deres hensigtserklæring fra sidste års budget, hvor de ville undersøge mulighederne for en naturpark i Ringsted Kommune. Med budgettet for næste år er der afsat penge til en pilotnaturpark i kommunen med henblik på senere at kunne oprette en Dansk Naturpark efter Friluftsrådets mærkningsordning.

Partierne udtaler følgende i forbindelse med budgetaftalen:

Klaus Hansen, Venstre:

For Venstre har det været vigtigt, at vi nu kan investere i en helt ny daginstitution til erstatning for Kastaniehaven. Det har også været centralt for os, at vi har afsat penge til efterslæbet på vedligeholdelsen af vores folkeskoler, og så har vi etableret en pulje på 2 millioner kroner om året til at styrke folkeskolen fremover. Og så er vi også glade for, at vi med budgettet for 2020 nu kan få gjort noget ved trafikafviklingen på Nordre Ringvej.

Per Flor, Socialdemokraterne:

For os er det vigtigste, at der sættes penge af til Benløsegårdens SFO og en ny institution i stedet for Kastaniehaven. Budgetaftalen sørger også for, at de store velfærdsområder samlet set er friholdt for besparelser. Det har været vigtigt for os, at de penge, der fjernes, ikke kommer til at gå ud over de unge der fx er i pleje eller på et opholdssted. Samtidig er vi tilfredse med, at vi får fremlagt forslag til indarbejdelse af KL`s anbefalinger vedr. fast aflønning af plejefamilien under hele plejeforløbet. Aftalen indeholder heller ikke afskedigelser i de udførende led i kommunen. Og så er vi glade for, at vi tilbagefører en tidligere besparelse på kommunens bygninger, som vi ikke har kunnet realisere, så det ikke kommer til at gå ud over servicen i kommunen.

Per Nørhave, Dansk Folkeparti:

Dansk Folkeparti har lagt vægt på, at vi har fået indført muligheden for sociale måltider på vores plejecentre, så medarbejderne kan spise sammen med beboerne. Vi er også meget tilfredse med, at vi har fundet penge til at støtte Kirkens Korshærs varmestue i Ringsted. Og endeligt har det været vigtigt for os, at vi i løbet af 2020 skal se på, hvordan vi kan få flere ældre til at dyrke idræt og motion her i kommunen.

Finn Andersen, Det Konservative Folkeparti:

Vi er godt tilfredse med, at ældreområdet er kommet igennem uden besparelser. Vi er også godt tilfredse med, at der kommer 2 millioner mere til folkeskolerne. Vi er også glade for, at vi får flere midler til ungepsykologen samt at der ikke spares på SSP. Og så kæmpede vi også for, at vi beholder 250.000 kroner til tidlig SFO-start i friskolerne. Endeligt er det vigtigt for os, at vi i 2020 får fremlagt forslag til, hvordan vi kan styrke idræt og motion for ældre.

Henrik Kjær, Enhedslisten:

For Enhedslisten er det godt, at budgettet er uden nedskæringer på det sociale område. Vi har haft en bekymring om, at-den såkaldte styringsstrategi på det specialiserede børneområde ikke ville virke, men vi er blevet betrygget i, at det er kvalitetsstandarderne, der gælder. Og så får plejefamilierne også den supervision, de skal have. Vi er da også tilfredse med, at der samlet set gives flere penge til det specialiserede område.

Britta Nielsen, Socialistisk Folkeparti:

Generelt er vi i SF glade for, at der er rigtigt mange tiltag på det sociale område. Der er fundet flere penge til misbrugsbehandling og kortere ventetid til kommunens ungepsykolog. Vi kommer også til at bygge 8 skæve boliger til borgere, der har brug for det og så skal vi have renoveret kommunens husvildeboliger. Endeligt føres de penge, vi har fundet på den specialiserede undervisning, tilbage til folkeskolerne med 2 millioner kroner om året.

Torben Lollike, Radikale Venstre:

Vi er tilfredse med, at der nu skal ses på, hvordan vi kan få et netværk af ladestationer for el-biler i Ringsted. Det er en udvikling, som er vigtig, at kommunen understøtter, og det vil bl.a. kunne tiltrække borgere og virksomheder, der bruger el-biler. Så er det også vigtigt for os, at vi kommer til at se på affaldssortering i det offentlige rum her i kommunen. Og endeligt er vi rigtigt glade for, at vi afsætter 2 millioner kroner om året til folkeskolen med budgetaftalen.

Lars Tegl Rasmussen, Ringstedlisten:

For Ringstedlisten har det været vigtigt, at der er enighed om at se på mulighederne for at styrke støtten til frivillige ildsjæle i Ringsted og Benløse. Og så har det også været centralt for os, at der er enighed om at arbejde for at styrke tilvalget af folkeskolen.

Kommentarer