112

Påvirket bilist uden kørekort fik taget bilen

Kl. 18.10 tændte en patrulje for udrykningsblinket for at få en bilist til at standse i en rutinekontrol på Næstvedvej mod syd i Ringsted. 

Bilisten stoppede dog ikke, men satte farten op i stedet. Patruljen kørte efter og fik varebilen standset på Høm Byvej i Høm, hvor det viste sig, at bilisten havde flere færdselssynder på samvittigheden. Føreren, en 44-årig mand fra Fuglebjerg, var påvirket af både narko og spiritus over det tilladte. Han blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Den 44-årige var desuden frakendt førerretten indtil 2025, da han var blevet dømt for flere tidligere færdselslovsovertrædelser. Det var heller ikke første gang den 44-årige kørte i frakendelsestiden, så politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation. Bilen var registreret som firmabil i den 44-åriges firma, og han accepterede beslaglæggelsen. Retten vil senere tage stilling til, om der kan ske endelig konfiskation af bilen, når sagen skal afgøres.

Kommentarer