Oplev glæden ved brætspil på Nordisk Spildag
Med nye brætspil og konkurrencer sætter Ringsted Bibliotek fokus på glæden ved at spille brætspil sammen. Det sker den 18. november fra kl. 11-14 i forbindelse med Nordisk Spildag.
Nordisk Spildag, der afholdes på biblioteker i hele Norden, sætter fokus på glæden ved at spille sammen. På Ringsted Bibliotek handler det om brætspil.
Konceptet er enkelt: Mød andre spillere, bliv introduceret til reglerne og lån spillet med hjem. Det kræver ingen forudsætninger at være med.
– Vi oplever, at der er stor interesse for at låne brætspil på biblioteket, så derfor fejrer vi den Nordiske Spildag med konkurrencer og nye brætspil på hylderne., fortæller bibliotekar Morten Halskov Jensen og understreger, at spildagen er en rigtig god anledning for nye spillere at være med.
”Magic Maze”, ”Match Madness”, ”Smash Up” og ”Det Dårlige Selskab” er nogle af de nye spil i bibliotekets samling, som man kan prøve at spille på spildagen eller låne med hjem.
Kommentarer