Oberst deler ledelsesværktøjer med lokale erhvervsfolk
Kim Kristensen, der er tidligere oberst og chef for den danske krigsindsats i Afghanistan, vil kunne opleves, når Ringsted Erhvervsforum tirsdag den 30. maj kl. 8-10 inviterer til Lederlounge hos Plastmo A/S.
Kim Kristensen vil udstyre deltagerne med en række effektive ledelsesværktøjer.
– Som leder må du – især i vanskelige tider – have mod til at stille dig i forreste linje, udpege en retning og sige: Følg mig, har Kim Kristensen tidligere udtalt.
Kim Kristensen er forfatter til bogen “Følg mig – ledelse fra Fronten”, hvor nogle af hans centrale budskaber er: “Eksemplets magt er stærk og tydelig. Du skal lede fra fronten. Du skal gå forrest. Det skaber tillid og troværdighed blandt medarbejderne, at de ved, at du nok skal være der, ikke kun når skåltalerne holdes, men også når det gør allermest ondt.”
Med baggrund i egne erfaringer giver han en række effektive redskaber til at skabe en unik strategi med konstant fokus på hård træning samt viljen til at sætte drømmeholdet.
Lederloungen indledes kl. 8.00 med en lækker morgenbuffet. Arrangementet er åbent for alle virksomheder i Ringsted Kommune.
Kommentarer