Ringsted by

Nyt videnscenter for multisygdom og kronisk sygdom på Slagelse Sygehus

Et nyt videnscenter for multisygdom og kronisk sygdom placeret på Slagelse Sygehus skal forske i, hvordan borgere med en eller flere kroniske sygdomme får den bedste behandling i det danske sundhedsvæsen.

Vores borgere skal altid være trygge, når de gør brug af vores sundhedsvæsen. Vi skal derfor sikre, at vi i fremtiden behandler multisyge og kronisk syge borgere bedst muligt. Det er derfor essentielt, at vi får mere og bedre viden omkring multisygdom og kroniske sygdomme, og ikke mindst viden om hvordan vi behandler de her sygdomme bedst og på samme tid – når det er muligt. Vi skal løfte blikket fra den enkelte sygdom til at kigge på hele patienten, siger sygehusdirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, Niels Reichstein Larsen.

Vi får flere og flere multisyge mennesker i Danmark. Det gør vi primært fordi, vores gennemsnitlige levealder stiger, og derved får vi også flere kroniske sygdomme på samme tid. Dette fakta kombineret med at en hospitalsindlæggelse er blandt de dyreste sundhedsydelser, det danske sundhedsvæsen kan tilbyde, så skal der ikke andet end en simpel hovedregning til at konkludere, at noget skal gøres anderledes, hvis vi i fremtiden skal opretholde et højt kvalitetsniveau i det danske sundhedsvæsen.

Hvad gør vi så? Det spørgsmål skal man forsøge at besvare på et nyt regionalt Videnscenter for multisygdom og kronisk sygdom, beliggende på Slagelse Sygehus.

Vi ved, at multisygdom og kronisk sygdom bliver en kæmpe belastning – ikke bare for vores sundhedsvæsen, men for hele vores velfærdssamfund. Men vi er også i gang med at finde løsninger. I dag er det for det meste sådan, at vi behandler de sygdomme, multisyge patienter har – hver for sig. Diabetes bliver eksempelvis behandlet på Afdeling for hormonsygdomme, mens f.eks. gigt bliver behandlet et helt andet sted på sygehuset. Men i fremtiden bliver vi nødt til at tænke i fælles behandling for de forskellige kroniske sygdomme – både for vores egen skyld, men særligt også for vores patienter skyld, fortæller Anne Frølich, professor og centerleder for det nyoprettede videnscenter.

Løsningen skal findes i det brede samarbejde

Omfanget af udfordringen omkring kronisk syge og multisyge borgere kræver, at der løftes i flok – ikke bare lokalt og regionalt, men også nationalt.

Vi skal i Region Sjælland yde landets bedste behandling for multisyge borgere. Vi er den region med flest multisyge, og dem skal vi selvfølgelig hjælpe bedst muligt blandt andet via dygtig forskning. Der er ingen tvivl om, at multisygdom bliver en stor udfordring for Region Sjælland og resten af landets regioner. En ting er økonomi og pres på sygehuse, men der vil også komme ekstra pres på kommuner og på de praktiserende læger. Så at vi på Slagelse Sygehus nu sætter fokus på området, er et klart skridt i den rigtige retning. I det hele taget kræver udfordringen med multisygdom et bredt samarbejde på tværs af sektorer, regioner, kommuner og almen praksis, siger Heino Knudsen, Regionrådsformand, Region Sjælland.

Region Sjælland skal vide mest

Multisygdom er ikke et område, der er forsket særlig meget i – hverken nationalt eller internationalt, men det skal der nu laves om på.

Politisk har vi fokus på, at mennesker med flere kroniske sygdomme er udsatte og har andre behov end andre patienter – også når de bliver behandlet i vores sundhedsvæsen. En utilstrækkelig behandling medfører social ulighed i sundhed. Derfor skal  vi have langt mere fokus på at give disse borgere en tilpasset og langt mere sammenhængende behandling end i dag. Men det kræver, at vi ved mere om, hvordan indsatsen både før, under og efter behandling på sygehuset skal tilrettelægges, så der tages højde for patienternes særlige behov. Derfor er vi her i regionen meget glade for, at vi nu får et videnscenter på Slagelse Sygehus, som netop skal arbejde med at sikre, at patienter – både i Slagelse og på alle øvrige sygehuse – får den mest hensigtsmæssige behandling, siger Annemarie Knigge, formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland.

Anne Frølich har tiltrædelsesforelæsning, som professor ved Københavns Universitet og Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse d. 30. august i år.

Videnscenter for multisygdom og kronisk sygdom åbner på Slagelse Sygehus den 31. oktober i år.

FAKTA

Multisygdom defineres som den samtidige forekomst af to eller flere kroniske sygdomme hos den samme person. Patientforløb ved multisygdom er karakteriseret ved at være komplekse og ofte livslange med vekslende behov for sundhedsfaglige ydelser.

Definition: Multisygdom defineres som forekomsten af to flere samtidige kroniske sygdomme hos den samme person.

Forekomst: Cirka 20-30% af den voksne befolkning i Danmark svarende til flere end 1,2 millioner mennesker lider af multisygdom og forekomsten forventes at være stigende i de kommende år. Forekomsten af multisygdom er højere hos personer med ingen eller kort uddannelse i forhold til hos personer med længere uddannelser. Psykisk sygdom forekommer hos cirka 22 % af de personer der lider af multisygdom. I 2025 vil den ændrede demografi i befolkningen betyde, at forekomsten af multisygdom vil stige med 18%. Dette svarer til en årlig stigning på 1.36% over 12 år. I praksis betyder det at tilvæksten i antallet af multisyge bliver på 181.324 personer frem til 2025.

Omkostninger: Omkostningerne ved multisygdom er betydelige og vil stige i de kommende år i takt med at befolkningen bliver ældre. I 2013 forbrugte 1 % af borgerne med en eller flere kroniske sygdomme 17 % og 5 % af borgerne 45 % af de samlede sundhedsudgifter ved kronisk sygdom. Samlet set er sundhedsudgifterne 11 gange større for patienter med tre eller flere kroniske sygdomme sammenlignet med patienter uden kronisk sygdom. Dette betyder at man kan forvente, at gruppen af multisyge blive en økonomisk udfordring over de næste 5-10 år.

Forbrug af sundhedsydelser: Blandt mennesker med multisygdom har cirka 5-15 % behov for særlige indsatser fra sundheds- og socialvæsenet svarende til mellem 60-180.000 mennesker. En gruppe af multisyge er således kendetegnet ved at have mange kontakter til sundhedsvæsenet. Genindlæggelsesraten er betydeligt større for patienter med henholdsvis 2 og 3 eller flere kroniske sygdomme sammenlignet med patienter uden kroniske sygdomme. I en dansk undersøgelse fandtes, at patienterne i gennemsnit havde en kontakt hver anden uge til praktiserende læge eller hospital (10-60 kontakter per år) og i gennemsnit var indlagt 13 dage om året.

Patientforløb ved multisygdom: Patienterne oplever, at den behandling, de modtager, fokuserer på enkelt sygdomme og ikke på det samlede sygdomsbillede. Der mangler fokus på komplekse sygdomsrelaterede problemstillinger. Manglende koordinering medfører manglende behandling af komplekse symptomer som smerter og psykiske problemer. Sundhedspersonalet har ikke det fulde overblik over den samlede behandlingsindsats. Mange patienter udtrykker, at de føler sig magtesløse, når de selv prøver at involvere sig i planlægning af eget forløb.

Det nære sundhedsvæsen: Det nære sundhedsvæsen dvs. almen praksis og kommuner spiller en central rolle for sundhed og livskvalitet hos personer med multisygdom. Her gennemføres størstedelen af indsatsen i forhold til forebyggelse, diagnostik, behandling og rehabilitering. Indsatsen bør fremover være populationsbaseret og proaktiv.

Polyfarmaci: Polyfarmaci er en direkte konsekvens af multisygdom. Polyfarmaci hos ældre patienter er stærkt associeret med øget risiko for død, lægemiddelrelaterede hospitalsindlæggelser, skadestuebesøg og er en økonomisk byrde for samfundet. Der findes en meget høj forekomst af uhensigtsmæssige ordinationer og fejlmedicineringer. Der mangler klinisk evidens for behandling med flere lægemidler i forhold til ældre multisyge patienter.

Kommentarer