Ringsted by

Nyt tværdansk busselskab får afgang i Ringsted

Ringsted er med på landkortet, når endnu et busselskab fra i morgen den 15. august begynder at operere med busruter på tværs af Danmark.

Selskabet hedder Sortbillet.dk og ud over Ringsted bliver der afgange fra Roskilde, Hillerød og København.

Det nye selskab er opstået, efter at busselskabet Rødbillet blev solgt til det tyske busfirma Flixbus.

Det er vognmænd, chauffører og medarbejdere, der tidligere arbejdede for Rødbillet, som, er gået sammen om at danne det nye fjernbuskoncept Sortbillet.dk

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Busserne kører via Storebæltsbroen og til 29 danske byer. I alt vil det nye busselskab have 100 daglige afgange. Senere er det planen, at antallet af både afgange og destinationer skal udvides.

Busfirmaet tilbyder gratis sort kaffe og internet i busserne. Selskabet skriver i pressemeddelelsen, at priserne er som udgangspunkt det halve af DSB’s.

– Vi er ikke nødvendigvis det billigste tilbud, men vi vil altid bestræbe os på at være bedst, både med hensyn til de nyeste miljørigtige busser, fleksibilitet, afgangstider samt forbindelser til tog og andre busser i yderområderne”, skriver sortbillet.dk i pressemeddelelsen.

I forvejen er det kamp om kunderne mellem landsdelene. For nylig lancerede Molslinjen en ny busrute, Kombardo Expressen, der via kører mellem Aarhus og København.

Køberen af Rødbillet, Flixbus, har indledt et samarbejdet med busfirmaet Abildskou, som kører Linie 888 og Rute 1000, der også kørte på strækningen København-Århus.

Kommentarer