Ringsted by

Nye tiltag på det medicinske område

Annemarie Knigge, formand for Udvalget for sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland.

Regionsrådet i Region Sjælland er klar med en ny handleplan for det medicinske område. Det handler om at gøre sygehusene mere fleksible og effektive, så de bedre kan håndtere eksempelvis en influenzaepidemi, forklarer udvalgsformand.

Sidste vinter blev en stor udfordring for flere af de medicinske afdelinger på sygehusene i Region Sjælland. En større influenzaepidemi pressede afdelingerne, som ikke kunne følge med strømmen af de mange ekstra patienter:

– Det er en velkendt udfordring, at sygehusene og særligt de medicinske afdelinger kan svinge kraftigt i antallet af patienter henover et år. Sidste vinter ramte en meget stor influenzaepidemi, der belastede alle medicinske afdelinger meget, og som på Holbæk Sygehus skabte et uacceptabelt arbejdsmiljø og påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det førte til, at mange patienter måtte ligge på gangene og netop alt dette vil vi gerne undgå med vores nye handleplan, siger Annemarie Knigge, formand for Udvalget for sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland.

Handleplan og 11,2 millioner kroner

Sammen med sygehusene er der nu udarbejdet en handleplan, så der bedre kan handles i de perioder, hvor et eller flere sygehuse oplever, at der er et ekstraordinært pres og flere patienter:

– Det handler ikke kun om influenzaepidemier, men om et generelt pres på vores medicinske og akutte afdelinger i Region Sjælland og hele landet. Det vil også i fremtiden være nødvendigt at se på, om der er overensstemmelse mellem behovet for akutte og medicinske indlæggelser, og de ressourcer regionerne har til at løse opgaverne, siger Annemarie Knigge.

Derudover påpeger udvalgsformanden, at Regionsrådet også er klar med flere penge til området:

– Det stod helt klart sidste år, at der også skulle flere penge til området, hvis vi skal sikre en øget fleksibilitet i de pressede perioder. Derfor er vi også klar med 11,2 millioner kroner til området.

10 midlertidige senge

Handleplanen indeholder 17 initiativer, hvoraf flere allerede er sat i gang. Blandt andet er det allerede besluttet at beholde 10 ekstra midlertidige sengepladser på Sjællands Universitetshospital i Køge, så de kan aflaste Holbæk Sygehus denne vinter:

– Vi kan ikke helt undgå perioder, hvor en eller flere afdelinger vil være presset eksempelvis under en epidemi. Optageområdet omkring Holbæk Sygehus kan dog være særligt udfordret, derfor bibeholder vi de 10 midlertidige senge i Roskilde foreløbigt indtil maj, så det forhåbentligt kan tage det værste pres, så vi undgår en situation som sidste år, siger Annemarie Knigge.

Sikkert patientflow

Udover de 10 midlertidige sengepladser indeholder handleplanen blandt andet også initiativet “sikkert patientflow”:

– Analysen viste også, at vi også kan arbejde mere effektivt afdelingerne imellem. Derfor indeholder handleplanen initiativet “sikkert patientflow”, som allerede er i gang på sygehusene. Kort fortalt, så handler det om, at akutafdelingerne og de medicinske afdelinger hurtigere skal tage stilling til patientens forløb ud fra princippet “rette patient i rette seng på det rette tidspunkt”. Det sikrer, at vi sørger for, at patienten ikke ender mellem to stole, eller at patienter er unødvendig lang tid på sygehuset, siger Annemarie Knigge, udvalgsformand i Region Sjælland.

Kommentarer