Ringsted by

Nye affaldscontainere ved plejehjem med rehabiliterende effekt

Ringsted Byråd har bevilget 275.000 kroner til etablering af nye, underjordiske affaldscontainere på Plejecenter Ortved ved Ringsted.

Med den underjordiske placering undgår man helt lugt- og støjgener fra affaldscontainerne. Samtidig er det gjort nemmere for de af plejehjemmets beboere, der sidder i kørestol, at anvende containerne, hvilket også har en rehabiliterende effekt.

Tidligere blev affaldet bortskaffet i 15 affaldscontainere. De er nu skiftet ud med fire større containere under jordoverfladen.

Plejecenter Ortved har i alt skiftet 15 grå affaldscontainere ud med fire containere, som er placeret under jorden.

– Jeg er rigtig glad for, at byrådet valgte at afsætte midler til de nye underjordiske affaldscontainere på Plejecenter Ortved. Containerne er både flottere at se på, og de fylder mindre. Desuden er de indrettet, så medarbejderne ikke længere skal løfte skraldet særlig højt for at komme det i containeren, forklarer formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget Benny Christensen (S).

Kommentarer