Ringsted by

Ny vaccine mod træpollenallergi får tilskud i Danmark

For få måneder siden fik den danske allergivirksomhed ALK godkendt en ny tabletvaccine mod allergi forårsaget af pollen fra birk, el, avnbøg, bøg, eg og hassel. Nu får vaccinen tilskud i Danmark.

Over 400.000 danskere lider af træpollenallergi. For nogle af dem vil den nye tabletvaccine være en relevant behandlingsmulighed.

Allergivirksomheden ALK har fået tilskud i Danmark til sin nye tabletvaccine ITULAZAX® mod allergisk rhinitis og/eller konjunktivitis forårsaget af træpollen, herunder birkepollen, hos voksne.

Tilskuddet gælder fra 4. november 2019 og er generelt klausuleret, hvilket i dette tilfælde vil sige at patienten kan få tilskud til tabletvaccinen, hvis lægen vurderer, at patientens allergi er moderat til svær samt at behandling med symptomdæmpende medicin ikke hjælper i tilstrækkelig grad.

Det er godt nyt for de danske træpollenallergikere, at der nu er tilskud til behandling af deres allergi med ITULAZAX®, der kan tages i hjemmet. Det åbner mulighed for allergivaccination til de allergikere, der har svært ved at få tid i en travl hverdag til de mange lægebesøg, som traditionel allergivaccination med injektioner kræver. Og det er samtidig godt nyt for allergispecialisterne, der med ITULAZAX® får en ekstra behandlingsform, de kan tilbyde deres patienter, siger Søren Niegel, der er koncerndirektør i ALK med ansvar for salg og marketing.

Over 400.000 danskere lider af træpollenallergi. Undersøgelser viser, at en ud af ti patienter med allergisk rhinitis oplever, at deres allergi ikke er velbehandlet, og at de trods brug af symptom­dæmpende medicin stadig er plaget af moderate til svære symptomer.

For nogle af disse patienter vil ITULAZAX® være en relevant behandlingsmulighed, der kan forbedre deres livskvalitet og potentielt behandle den underliggende årsag til sygdommen ved at øge tolerancen over for træpollen.

Dækker hele træpollensæsonen

ITULAZAX® er godkendt til behandling af voksne med allergi forårsaget af pollen i den birkehomologe gruppe, det vil sige birk, el, bøg, hassel, avnbøg og eg. Birkesæsonen topper i april herhjemme, men ligheden med pollen fra andre træer betyder, at symptomer kan være til stede i en længere periode.

Symptomerne inkluderer kløende øjne, tilstoppet næse eller kløende/løbende næse og nysen. Disse symptomer kan have en betydelig indvirkning på livskvaliteten, og mange allergikere oplever problemer med forringet søvn, træthed, humørsvingninger og endda angst. Det kan føre til fravær fra arbejde og skole, nedsat arbejdsevne og for studerende kan det påvirke eksamensresultatet.

Vi er meget glade for trætablettens positive effekt gennem hele træpollensæsonen. Studieresultaterne bag godkendelsen af ITULAZAX® er blandt de stærkeste, vi nogensinde har set i et stort studie med sublingual allergivaccination og inkluderer resultater fra et klinisk fase III-studie. Studiet, der blev afsluttet i 2017, viste blandt andet, at behandling med ITULAZAX® reducerede den totale kombinerede symptom- og medicinscore med 40 % sammenlignet med placebo, siger Søren Niegel.

ITULAZAX® er efter ACARIZAX® mod husstøvmideallergi og GRAZAX® mod græspollenallergi den tredje tabletvaccine, som ALK lancerer i Danmark, og tilskuddet kommer kun få måneder efter, at ALK opnåede godkendelse af tabletvaccinen mod træpollenallergi i 17 europæiske lande.

Patienter bør konsultere egen læge, hvis de ønsker at finde ud af, om ITULAZAX® er relevant for dem. Kontaktinformation om nærmeste allergilæge/-klinik kan findes på www.pollentjek.dk.

Læs desuden mere om det generelt klausulerede tilskud til ITULAZAX® på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Kommentarer