Samfund

Ny stor lynladestation for el-biler placeres ved RingStedet

Lynladestationen ved RingStedet vil blive bygget i samme design som Clevers eksisterende lynladestationer. Pressefoto.

Det bliver snart nemmere at få lynhurtig opladning til elbilen i Ringsted. Sammen med Jeudan giver ladeoperatøren Clever nemlig den sjællandske ladeinfrastruktur en opgradering med en af Sjællands største offentlige lynladestationer, og allerede til næste år forventer ladeoperatøren, at der er sat strøm til.

Med flere end 100.000 elbiler på de danske veje er der brug for rigelig, relevant og offentlig opladning i hele landet – også den lynhurtige af slagsen. Derfor har Clever indgået en aftale med ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan om at opføre en af Sjællands største lynladestationer ved shoppingcentret RingStedet.

– Salget af elbiler herhjemme er mere end fordoblet det seneste år, og det er et tegn på, at danskerne virkelig bakker op om den grønne omstilling. Men det stiller også krav til ladeinfrastrukturen rundt om i landet. Derfor er det vores ambition at udvide Danmarks største ladenetværk med flere end 700 lynladepunkter fordelt over hele landet inden udgangen af 2023, og 20 af dem kommer til at stå ved RingStedet, fortæller Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller.

Lynladestationen kan lade op til 20 elbiler på samme tid, og det er muligt at lade elbilen fra 0-80 pct. på under 30 minutter. Dermed bliver det nemmere for borgere i Ringsted og besøgende at lade elbilen hurtigt op:

– Med flere elbiler på vejene følger også en større efterspørgsel efter ladepunkter. Det skal vores parkeringspladser selvfølgelig imødekomme. Elbiler er en del af den grønne omstilling og fremtidens parkeringsbehov, og her vil vi gerne gøre det nemt og enkelt for RingStedets kunder at komme til med elbilen. Med placeringen ved RingStedet giver det samtidig elbilisterne en unik mulighed for at bruge ventetiden på enten shopping af dagligvarer, et besøg i MovieHouse eller et restaurantbesøg, mens bilen lader op, siger Jens Lyngby Lyngstrand, servicedirektør i Jeudan, der ejer RingStedet.

Kør trygt til hovedstaden

Aftalen mellem Jeudan og Clever er endnu et produkt af samarbejdet mellem ejendoms- og servicevirksomheden og ladeoperatøren. I løbet af 2022 har Clever således etableret knap 200 ladepunkter i tre af Jeudans parkeringshuse i København. Og flere er på vej:

– I Clever arbejder vi hver dag på at binde Danmark og hverdagen sammen til gavn for elbilisterne – uanset hvor du er, så skal det være nemt at få strøm på elbilen. Derfor er vi glade for, at vi i løbet af 2023 har flere end 230 ladepunkter på vej på Jeudans lokationer. I fællesskab gør vi det nemmere at lade, hvor man er, og samtidig gør vi det trygt for besøgende at tage elbilen til hovedstaden, fortæller Casper Kirketerp-Møller.

Clever har i forvejen ladestandere på foreløbig seks lokationer rundt om i Ringsted, og flere tilføjes i løbet af 2023. Lynladepunkterne ved RingStedet indgår i Clevers samlede ladenetværk, der i dag tæller flere end 100 lynladepunkter i hele landet.

Om Jeudan og Clever

  • Jeudan er Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed. Virksomheden ejer mere end 200 ejendomme, hvoraf størstedelen er placeret i København. Frem mod 2025 er det en del af Jeudans ansvarlighedsstrategi at etablere ladestandere på 25 % af koncernens p-pladser.
  • Clever er Danmarks førende ladeoperatør og tilbyder i dag opladning på Danmarks største ladenetværk med knap 5000 offentlige ladepunkter. Inden udgangen af 2025 er det Clevers ambition at sætte strøm til i alt 20.000 offentlige ladepunkter i hele landet, heriblandt også lynladepunkterne ved RingStedet.

Kommentarer