Ny leder på Valdemarskolen
Den 1. marts begynder Nicholas Hansen som skoleleder på Valdemarskolen. Han kommer fra en stilling som pædagogisk leder på Ådalens Skole i Frederikssund Kommune.
Valdemarskolens nye skoleleder bliver fra den 1. marts Nicholas Hansen. Ansættelsesudvalget i Ringsted Kommune stod med et stærkt felt af ansøgere og valgte i enighed at pege på Nicholas Hansen, der i hele forløbet udviste stort engagement for at påtage sig skolelederopgaven på Valdemarskolen.
– Med Nicholas Hansen har vi fået en ny stærk skoleder til Valdemarskolen. I vores samtaler har han fremsat stærke byd på at bevare Valdemarskolens styrker og samtidig peget på områder, hvor vi kan udvikle skolen i et positivt samarbejde med elever, forældre, medarbejdere og ledere, siger Jesper Ulrich, skolecenterchef i Ringsted Kommune.
Nicholas Hansen kommer fra en stilling som pædagogisk leder på Ådalens skole Frederiksund Kommune, hvor han har skabt stærke resultater både fagligt og trivselsmæssigt.
Nicholas Hansen ser frem til at begynde i sin nye rolle på Valdemarskolen.
– Det skal være rart og godt at gå på Valdemarskolen skole. Det opnår vi gennem et stort fokus på trivsel og faglighed, der fremmer børnenes læring. Valdemarskolen skal være et fællesskab, der bygger på gode relationer mellem alle – elever, lærere, forældre, ledelse og alle andre, der har deres virke på Valdemarskolen. Jeg glæder mig utrolig meget til, at vi sammen kan fortsætte den gode udvikling på Valdemarskolen, siger Nicholas Hansen.
Kommentarer