Ny daginstitution på vej på Kobbervej i Benløse
En helt ny daginstitution er på vej i Benløse. Det bliver en institution med arkitektur i børnehøjde og plads til leg og læring og stor fleksibilitet i den daglige brug.
Snart går byggeriet af en ny daginstitution i gang i Benløse. Ringsted Kommune har netop tildelt totalentreprisen for en helt ny daginstitution til entreprenørvirksomheden JYTAS A/S.
– Vi glæder os til at kunne bygge en ny daginstitution i Benløse. Vi har lagt vægt på, at få en fleksibel institution med gode vilkår for både børn, forældre og personale. Både inde og ude er der plads og små nicher, hvor man kan fordybe sig i små grupper eller være sammen i det store fællesskab. Indenfor er der store fællesrum med mulighed for leg, fællesspisning og kreativitet, siger Lasse Mølholt, formand for Børne- og Familieudvalget.
Institutionen, som får navnet ‘Børnehuset Mælkevejen’, opføres i totalentreprise, som modulbyggeri, der bygges inden for på en fabrik og derefter samles og færdiggøres på pladsen.
– Det medvirker til en meget høj byggekvalitet, og samtidig reduceres byggepladsomkostninger og leveringstid. Vi har desuden lagt stor vægt på, at byggeriet er bæredygtigt og fleksibelt. Huset bliver for eksempel også Svanemærket, fortæller Klaus Hansen, formand for Plan- og Boligudvalget.
Daginstitutionen får plads til 100 børn, og den forventes at stå klar omkring årsskiftet 2024/2025.
Kommentarer