Nu kommer der lys på populær kælkebakke i Ringsted
Borgmester Andreas Karlsen takker Henrik Lohse Christensen for at donere lysmaster til kælkebakken i Klosterlunden. Foto: Ringsted Kommune.
Børn og familier i Ringsted får nu endnu bedre mulighed for at komme ud og lege i sneen. Nu kommer der nemlig midlertidigt belysning på kælkebakken i Klosterlunden, lige ved Sct. Bendts Kirke, så der allerede fra i dag lørdag også kan kælkes i de sene eftermiddagstimer og om aftenen.
Det er den nystartede virksomhed Eltasolar fra Ringsted, som har tilbudt en færdig løsning med lys på kælkebakken, som Ringsted Kommune bare skal sætte strøm til. Planen er, at der vil være lys fra klokken 15 til 21 hver dag.
Henrik Lohse Christensen er tilknyttet Eltasolar og fortæller, at idéen opstod, da han læste en artikel i Dagbladet fredag om manglende lys på den populære kælkebakke.
– Da jeg så artiklen, tænkte jeg straks, at her var noget, vi kunne byde ind med. Så jeg tog fat i min direktør Torben Andersen, og vi blev hurtigt enige om, at vi som virksomhed kunne gøre en forskel for børn og familier i Ringsted, så de nu kan nyde sneen også i de mørke timer. Vi kontaktede kommunen med det samme og de var heldigvis positive, siger Henrik Christensen.
Ringsted Kommune havde oprindeligt ikke prioriteret lys på kælkebakken, da kommunen ikke har lysmaster liggende. Efter omtalen i lokale medier opstod der imidlertid en løsning, da Henrik Christensen henvendte sig med tilbuddet.
Borgmester Andreas Karlsen (K) glæder sig over det nye samarbejde:
– Jeg blev virkelig glad, da Henrik kontaktede mig og kommunen med dette flotte tilbud. Herefter er det gået stærkt. For mig som borgmester og for kommunens medarbejdere har det været vigtigt at udvise handlekraft og være pragmatiske. Vi skal kunne finde løsninger hurtigt, når sådanne muligheder opstår, og et firma byder sig til med en samlet løsning, siger han.
Borgmesteren roser også medarbejderne i Ringsted Kommune for at agere professionelt og hurtigt i forhold til tilladelser og andre nødvendige forhold.
– Vintervejret er en fantastisk legeplads, og det er perfekt, at børn og barnlige sjæle allerede her i weekenden kan kælke i Klosterlunden – også om aftenen. Jeg glæder mig til at kigge forbi lørdag aften og se den oplyste kælkebakke med vores smukke Sct. Bendts Kirke i baggrunden. Det tror jeg bliver nogle rigtig flotte scener, og jeg håber, at byens børnefamilier vil tage godt imod initiativet, siger Andreas Karlsen.
Ringsted Kommune oplyser, at lyset tages ned igen, når der ikke længere er brug for det. Hvad det præcist betyder, fremgår ikke af pressemeddelelsen, men foreløbig kan Ringstedborgerne boltre sig i lys på kælkebakken frem til tirsdag, hvor sne bliver afløst af regn.









Kommentarer