Foreningsnyt

Nu kører Ungdommens Røde Kors’ store velgørenhedsauktion

Når du køber på Ungdommens Røde Kors' velgørenhedsauktion, er du bl.a. med til at støtte, at 1400 børn kan få en uges optur på Ferielejr til sommer. Foto: Charlotte Quitzau.

Der er flere varer end nogensinde før, når Ungdommens Røde Kors holder velgørenhedsauktion for syvende år i træk på Lauritz.com. Hundredvis af kunstnere, virksomheder og designere har doneret spændende varer, som du kan byde på frem til den 2. juni.

Ungdommens Røde Kors’ velgørenhedsauktion er nu skudt i gang med flere end 360 forskellige varer, du kan byde på til gavn for børn og unge i udsatte positioner.

Varerne kommer fra 250 kunstnere, designere og virksomheder, der har været så storsindede at donere unikke værker og fantastiske oplevelser, som du kan få fingrene i. Det er syvende år i træk, at ungdomsorganisationen holder velgørenhedsauktion på Lauritz.com, og aldrig har der været så mange forskellige ting at byde på.

Alle kan være med til at byde på auktionen og samtidigt støtte en god sag. Husk, at velgørenhedsauktionen slutter den 2. juni.

Du kan se og byde på alle varerne på Lauritz.com via linket her.

Et køb på auktionen er et køb med mening

Alle hammerslag fra auktionen går direkte til Ungdommens Røde Kors’ sociale arbejde. Det betyder, at dit køb på auktionen bl.a. er med til at sende 1.400 udsatte børn og unge på ferielejr til sommer. Lauritz.com donerer ligeledes alle involverede salærer og gebyrer til organisationen.

For hver 3.000 kr., der bliver indsamlet, kan organisationen sende et barn afsted på en hel uges ferielejr. Dit bud i auktionen er altså bl.a. med til at give udsatte børn og unge en uges ferie, nye venner og oplevelser, som de kan leve højt på et helt år, og som de kan fortælle om til deres kammerater, når de kommer tilbage til skolen efter sommerferien.

En kage bagt af Rosa fra Bagedysten

Blandt de mange skønne oplevelser og værker gemmer der sig en perle. Rosa Kildahl fra Bagedysten har været så venlig at donere en velsmagende og hjemmebagt kage til 30 personer til velgørenhedsauktionen. Kagen kan blive din og er blot en af de mange skønne varer og oplevelser, du kan byde på til auktionen. Byd på kagen her.

Vil du spise biksemad med Lars Løkke Rasmussen? 

Den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har også givet sit bidrag til auktionen. Byd på en unik frokost for fire personer i hans selskab på Feed Bistro, hvor han både laver og serverer din frokost. Hvem kan lade den mulighed gå? Byd på biks med Lars her.

Kommentarer