Kultur

Nordisk magi til de mindste fra lokal debutforfatter

Cecilie North. Pressefoto

Midt i vintermørket tager lokale debutforfatter, Cecilie Szkotak Nielsen, de mindste børn og deres forældre med til de nordiske guders gyldne Valhalla i hendes nye børnebog, ‘Fenris flytter til Valhalla’.

– Alle kender nogen eller har selv børn med den her vilde skønne energi. Selv har jeg jo to raske drenge, som aldrig sidder stille, og jeg kalder dem mine berserkerbørn, fordi jeg altid har tænkt, at de ville være nogle fantastiske små vikinger. Jeg ville gerne skrive en bog til de børn, og det var sådan, at ‘Fenris flytter til Valhalla’ opstod, fortæller Cecilie Nielsen.

Bogen har netop haft debut, og forfatteren håber, at både børn, forældre og bedsteforældre i hendes hjemby vil tage godt imod fortællingen om ulvedrengen, Fenris og Trud Thorsdatter.

– Min søn var så sød, da han så den færdige bog. Han snuppede den og ville have den med i tasken, så han kunne vise den til hans børnehaveklasse, og jeg håber bare, at alle de andre børn vil tage lige så godt i mod den som han gjorde, siger Cecilie Nielsen.

Motiv fra forsiden: Illustration: Cecilia North og Mariano Ruszaj

Forfatteren er meget bevidst om, at mange historier om vores vikingefortid og myter ikke altid er så børnevenlige.

– De fleste historier om de nordiske guder handler om mænd og guder, der går i krig, men det er en skam, hvis de mindste ikke skal have adgang til den der specielle nordiske magi. Så Fenrisbogen er skrevet med udgangspunkt i den verden, som vi andre kender så godt fra myterne, men i øjenhøjde med børnene. Den handler mest om det her uskyldige kaos, som vores unger alle sammen kan mønstre af og til og vi voksne er klar til det eller ej, siger Cecilie Nielsen.

Men hvorfor udgives bogen under navnet Cecilia North? Cecilie Nielsen forklarer, at hun har håb om at udgive i USA og England, og at hun der har tidligere har brugt pseudonymet Cecilia North.

– Til daglig arbejder jeg som konsulent for kulturlivet, så jeg har både brug for et forfatternavn, der kan skille mit arbejde fra mit forfatterskab og gøre det nemmere at finde læsere i udlandet. Det er mit håb, at mine historier kan nå ud i resten af den store verden, siger Cecilie Nielsen.

Bogen er illustreret af Cecilia North og Mariano Ruszaj og udgivet på forlaget Northmyth.

Kommentarer