Ringsted by

Ni måneders fængsel for hundedrab, hærværk og chikane

En 26-årig mand fra Ringsted er blevet idømt ni måneders fængsel for at have dræbt sin ekskærestes to hunde og chikaneret hende. Det skriver TV ØST.

29. oktober sidste år kom Ann-Sofie Bjørk og hendes mor hjem til et tomt hus i Ringsted. Hendes to hunde var sporløst forsvundet, og både mor og datter troede i første omgang, at der blot var tale om et almindeligt indbrud. Det skulle dog vise sig, at det var Ann-Sofie Bjørks ekskæreste, der stod bag indbruddet, og at han havde slået hundene Mickey og Malou ihjel.

Ekskæresten, som også er fra Ringsted, havde ellers et polititilhold, der forbød ham at færdes på den vej, hvor Ann-Sofie Bjørk bor, men dette forbud har han overtrådt 28 gange

Manden er idømt ni måneders fængsel for at have udøvet hærværk, komme med trusler og have overtrådt både dyreværnsloven og sit polititilhold. Desuden har han været til fare for Ann-Sofie Bjørk og hendes mor i trafikken. Foruden de ni måneder bag tremmer, skal den 26-årige betale 20.000 kroner i erstatning til både Ann-Sofie Bjørk og hendes mor. Derudover har han fået 18.000 kroner i bøde og fået frakendt sit kørekort i to år. Den dømte nægter sig skyldig i hundedrabene, men har erkendt, at han brød ind i huset og stjal de to hunde.

Kommentarer