Ringsted by

Naturen skal have mere plads

Af Jacob Mark, Gruppeformand for SF og MF på Sjælland, og Pia Olsen Dyhr, formand for SF

Det myldrer med liv overalt på kloden og det er afgørende for, at vi kan blive ved med at overleve. Dyr, planter, svampe, og bakterier renser vores vand, vores jord, vores luft og bestøver de afgrøder, som vi spiser.

Men Danmarks natur er i alarmerende dårlig tilstand. Veje, byer og landbrug æder sig ind på overdrev, heder, enge, åer og gamle skove, mens dyr, planter og svampe forsvinder, fordi deres levesteder bliver ødelagt.  Oversvømmelser sætter igen og igen både veje, marker, haver og kældre under vand. Årtiers dræning af jorden og udgravning og udretning af åer, ødelægger i stadigt stigende grad naturens evne til at suge vandet op, som en svamp.

Den udvikling skal og kan vi vende. Naturen skal nok gøre sit, for at genoprette balancen og økosystemerne, hvis bare den får plads og fred.

I dag mister landmændene for eksempel landbrugsstøtten, hvis de lader naturen brede sig. De skal pløje braklagte arealer, for at forhindre, at naturen vokser vildt ind over markerne, eller at dyr, insekter og vilde planter slår sig ned mellem de dyrkede afgrøder. SF vil give landmændene bedre muligheder for at lade naturen brede sig. Insekter og dyreliv skal have plads, så de kan hjælpe med at holde markerne sunde.

Regeringen vil øge støtten til dyrkning af de sårbare arealer langs vandløbene. SF foreslår i stedet, at landbruget modtager en éngangskompensation, og herefter lader åerne slynge sig frit, og ådalene oversvømme, når regnen kommer væltende. Det vil hjælpe jorden med at holde på både vandet, på kvælstof og fosfor. Og det vil give mere liv langs åerne – til gavn for økosystemet langs åerne og langt ind på landmændenes marker.

Danmark er det land i EU, der har udpeget den laveste andel af Natur 2000 områder. Alligevel vil Regeringen reducere arealet yderligere. SF vil i stedet give kommunerne bedre mulighed for at beskytte vild natur og give den mulighed for at brede sig. Vi vil arbejde for, at skoven kan vokse frem af sig selv, vandløbene skal slynge sig frit, og overdrev og enge skal blomstre og brede sig som levesteder for insekter. Vi har brug for vild natur i Danmark. Men den kommer kun tilbage, hvis vi giver den plads.

Kommentarer