To rumænere anholdt efter villaindbrud på Balstrupvej
To rumænske mænd blev fredag morgen kort før kl. 10 iagttaget, efter at de var set bryde ind i en villa på Balstrupvej i Balstrup. En nabo så de to gerningsmænd skaffe sig adgang til villaen via et køkkenvindue, og han kontaktede straks politiet, der sendte en hundepatrulje til stedet. De to mænd, en 37 årig og en 19-årig blev anholdt og sigtet for indbrud.
Senere på dagen blev de begge fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev fængslet til den 21. september.
Om det har været de samme to, som har været på spil ved et andet anmeldt villaindbrud på Balstrupvej samme dag mellem kl. 7.45 og 15.50, vides endnu ikke med sikkerhed.
I denne villa var et vindue opbrudt, og der var spor efter færden i kontoret, badeværelset og soveværelset, idet skufferne i kontoret var åbnet, badeværelsesskabene var åbnet og gennemrodet. Mmadrassen i soveværelset var blevet flyttet og klædeskabet gennemrodet.
Formentlig har gerningsmændene forladt huset gennem hoveddøren, idet denne stod åbent da forurettede kom hjem. Tilsyneladende er intet stjålet.
Kommentarer