Møller & Co A/S lukker efter mislykket forsøg på overdragelse

Et mislykket forsøg på at købe den ene af de to ejerfamilier ud af det gamle entreprenørfirma Møller & Co A/S betyder, at Ringsted-firmaet lukker efter 48 år i branchen. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Dermed slutter ikke bare 48 års erhvervshistorie, men 20 ansatte mister også deres arbejdsplads. De blev opsagt i fredags.

I 2012 overtog børnene efter de to grundlæggere, John Hansen og Gert Møller, ledelsen af virksomheden, men allerede efter to år trak familien Hansen, i form af Morten Hansen, sig fra ledelsen. I løbet af de sidste to år har Rikke og Klaus Møller forsøgt at finde en løsning på familien Hansens ønske om at forlade ejerkredsen, men det er mislykkedes, hvorfor virksomheden nu lukker.

– Vi har igennem de seneste to år arbejdet på en række forskellige løsningsmodeller. Desværre har det ikke været muligt at finde en tilfredsstillende løsning, og derfor har vi besluttet at lukke virksomheden. Beslutningen er truffet i enighed og i god tone mellem parterne i ejerkredsen, står der i pressemeddelelsen.

Møller & Co skriver også i pressemeddelelsen, at firmaets maskiner og andet materiel sælges i løbet af det næste halve år, men selskabet føres videre i fem år for at dække garantiperioden for udførte projekter. Først derefter lukkes det endeligt.

Kommentarer